Husejere skal fjerne is og sne

KØBENHAVN:Er man så uheldig at få en faldende istap i hovedet, er det husejerens ansvar og forsikring, der går ind og dækker for en eventuel skade. Så viceværter, gårdmænd og husejere skal derfor være ekstra påpasselige i denne tid med at fjerne sne og is eller spærre gader og fortove af. Og det kan nemlig gå rigtigt galt, hvis man bliver ramt af en istap. For eksempel vil en istap, der river sig løs fra 4. sal og rammer en gående, falde med en hastighed på over 50 km i timen, fortæller Forsikringsoplysningen. Og fra første sal vil hastigheden være næsten 30 km i timen, hvilket er nok til at give en alvorlig skade på den person, der bliver ramt. - Og har husejeren ingen ansvarsforsikring, må han selv betale erstatningen, siger konsulent Christian Skødt, Forsikringsoplysningen. Det er det skiftende vejr med frost og tø, der er med til at skabe farlige situationer med faldende istapper og sneskred fra etageejendomme. Men i mange tilfælde vil husejeren kunne fjerne de farlige istapper og den sne, der hænger ud over tagrenden, med en lang stav fra vinduerne i øverste etage. Men er uheldet ude, og får en fodgænger en istap i hovedet eller bliver ramt af en snelavine, er det husejeren, erstatningskravet skal rettes mod. Hvis husejeren burde have været klar over den nærliggende fare for sneskred eller nedstyrtende istapper, men intet har foretaget sig, skal der betales erstatning. /ritzau/