Husejere tvinges til at købe højvandslukkere

I takt med, at regnskyllene bliver kraftigere, vil forsikringsselskaberne forlange at udsatte husejere investerer i højvandsstop, siger fagfolk.

Titusindvis af husejere kan blive tvunget til at købe og installere højvandslukkere i deres kloaksystem i de kommende år. Det skriver ing.dk. Kravet skyldes de stadigt voldsommere regnskyl, der sender mere vand i kloaksystemerne, end de kan klare - og som derfor kan få vandet til at stige baglæns op i kloaktilslutningerne i lavtliggende huse. Allerede nu har Københavns Kommune meldt ud, at man ikke vil udvide kloaksystemet i kommunen alene for at kloakerne kan håndtere de mest ekstreme regnskyl, og den beslutning kan sætte en kædereaktion i gang, vurderer fagfolkene, som Ingeniøren har snakket med. Ti procent af boligerne i fare De forventer nemlig, at andre kommuner vil følge efter Københavns Kommune, og det vil få forsikringsselskaberne til at kræve højvandsstop for udsatte boliger, hvis forsikringen skal dække. - Cirka ti procent af boligmassen er i fare for at blive ramt af oversvømmelser fra optrængende kloakvand. Og hvis den lokale kommune ikke udvider kapaciteten i kloaknettet, siger det jo sig selv, at risikoen for at få sin kælder oversvømmet under et ekstremt regnskyl er stigende. - Derfor er der ingen tvivl om, at boligejerne i disse områder vil blive konfronteret med et krav om at installere højvandslukkere, siger Ulrik Hindsberger fra Teknologisk Institut til Ingeniøren. Flytter problemet Højvandslukkere i boligerne vil dog ikke løse problemet med for meget vand i kloakerne - det vil bare flytte det, gør Ulrik Hindsberger opmærksom på. Det vand, der ikke længere stiger op i folk kældre, vil bare stige op andre steder, og det vil sætte gamle, tærede og utætte kloakledninger ude i vejene, samt stikledningerne ind til husene, under pres.