"Huset ved havet": Smuk, rørende og seværdig film med et smerteligt drama

Som langt de fleste af den franske instruktør Robert Guédiguians film foregår denne også i området omkring hans fødeby Marseille. Her møder vi den aldrende mand, Maurice (Fred Ulysse), kort før han falder om af et slagtilfælde, der paralyserer ham fuldstændig, så han er ude af stand til at tage vare på sig selv.

Han bor i sit maleriske hus med den smukkeste udsigt ud over havet på en skråning i en lille kyst-provinsby, og hans ulykkelige tilstand genforener hans tre midaldrende børn i deres barndomshjem.

Men gensynet er langtfra uproblematisk, for tidens uforløste konflikter har kilet sig ind mellem de tre, der er gået hver deres vej i tilværelsen og har ikke set hinanden i årevis.

Armand (Gérard Meyland) er ugift og blevet i hjemstavnen, hvor han forsøger at holde familiens hyggelige, lille restaurant i live samtidig med, at han med stor respekt for naturen og plejer familiens jord i bjergene.

De to andre søskende har søgt lykken i Paris. Den litterære Joseph (Jean-Pierre Darroussin) har undervist på universitetet, men er ude i en faglig deroute og er konstant plaget af frygten for at blive gammel, så han har medbragt sin ganske unge kæreste Bérangére (Anaïs Demoustier). Men også deres forhold knirker slemt.

Søsteren Angèle (Ariane Ascaride) har opnået at blive en feteret teater- og filmskuespiller, men i privatlivet er hun ensom og hærget af smertelige tab. Hendes datter druknede nemlig for 20 år siden i havet ud for barndomshjemmet. Hun giver faderen skylden for ulykken - og samtidig med tragedien forlod hendes mand hende.

Angéle har ikke været hjemme siden, og hun træder kun modvilligt over dørtærsklen til barndomshjemmet, som hun nu er kaldt hjem til, fordi de tre søskende skal tage stilling til, hvad der skal ske med faderen og huset.

Tidligt i filmen står det klart, at her vil skeletterne vælte ud ad skabet. Historien bliver dog båret frem i et stille tempo med en stærk troværdighed over sig, og fortællingen virker overbevisende.

På linje med mange andre franske film ligger der en særlig, dyb ro over dette drama, der dog aldrig bliver kedeligt, men derimod er gribende. Det finder smukke detaljer frem og præsenterer fremragende personskildringer med fine, menneskelige analyser. Alt sammen leveret med glimrende skuespil og stor autenticitet i kombination med flotte, naturtro optagelser.

Ordet elegance falder let for i beskrivelsen af "Huset ved havet", hvor det på trods af, at problemerne tårner sig op, alligevel lykkes at bevare optimismen.

Der er dog langtfra kun fokus på de tre søskende. Fortællingen breder sig ud til også at omhandle afvikling i Frankrigs mindste udkantsbyer, som her i den lille provinsby, der langsomt - men sikkert - bliver forvandlet til en trist spøgelsesby. Fra et samfund med dagligt liv og tæt fællesskab til et sommerhusområde med sjældne gæster, hvor kapitalisme og turisme er i front.

Også flygtningeproblematikken er et tema i filmen, og instruktøren tager fat i disse mere samfundsprægede emner på nænsom vis, uden at det virker påtaget.

Gennemgående er der en god poetisk stemning i filmen. Det virker dog alt for påtaget med de mange citater af digteren Paul Claudel, som er en væsentlig del af dialogen mellem den modne Angèle og den unge fisker Benjamin (Robinson Stèvenin), der forelsker sig i hinanden.

En anden anke er, at der er et par forstyrrende omveje i fortællingen, som eksempelvis en romance mellem et for historien uvedkommende ungt par, ligesom racisme-problematikken også kommenteres, men i en alt for overfladisk og ligegyldig form.

Når det er sagt, er der overordnet set tale om en meget smuk, rørende og seværdig film med et smerteligt drama, der finder små veje ud af en fortvivlet smerte.

"Huset ved havet"