Frederikshavn

Husets bagværk i 130 år

Siden 1887 har der været bagerbutik i Vestergade 18 - de seneste 47 år med Madsen som ejer

Bagermester Brian Madsen, th., og bagersvend Michael Erbs i gang med Vikingebrød.Foto: Peter Broen
Bagermester Brian Madsen, th., og bagersvend Michael Erbs i gang med Vikingebrød.Foto: Peter Broen

FREDERIKSHAVN: I Vestergade 18 i Frederikshavn er der bagerforretning, og sådan har det været siden 1887.

I de seneste 47 år med familien Madsen i bageriet, og forinden var det i 65 år familien Petersen, der slog i bolledejen.

Med andre ord har kun to familier stået for bagningen i Vestergade 18 gennem de seneste 116 år.

Ganske vist har GuldBagerens skilt hængt udenfor døren i 12 år, men nu står der igen Bager Madsen på det traditionsrige bagerhus.

- Vi fik ganske enkelt for lidt ud af at være med i den kæde, så via god hjælp fra en ny leverandør er det igen med "Bager Madsen"-skiltet på huset, siger Brian Madsen, der købte bageriet i 1997 af sine forældre.

- Dengang var der otte bagere i Frederikshavn, mens der var 33 i 1971, da mine forældre købte forretningen. Nu er der tre bagerforretninger i Frederikshavn, og jeg er overbevist om, at der også om 10 år vil være en "Bager Madsen".

Bageriet bliver dog næppe på længere sigt fortsat i familien Madsens eje, for 51-årige Brian fraråder på det kraftigste sine tre døtre på 20, 18 og 14 samt sønnen på 25 år at blive bager.

- Det er alt for hårdt, men personligt har jeg naturligvis vænnet mig til de mange arbejdstimer og specielle arbejdstider som bager.

Lang arbejdsdag

For Brian Madsen begynder arbejdsdagen, når de fleste andre er på vej i seng.

- Jeg starter i bageriet klokken 23.30 og arbejder cirka i ti timer, og om sommeren er mine arbejdsdage endnu længere. Her en uge med 120 arbejdstimer ikke unormal, og som regel arbejder jeg hver dag i de tre sommermåneder.

Men i uge 42 holder både Brian og hustruen Anita ferie.

- Da rejser vi gerne sydpå til Tyrkiet eller lignende, smiler Brian, som bortset fra et hop til byens værft på ni måneder aldrig har lavet andet end at arbejde i bageriet i Vestergade.

At have sit eget

Bagermesteren påpeger især det, at have sit eget, som en væsentlig grund til, at han accepterer de mange arbejdstimer.

- Og så har vi ingen rød bundlinje at kæmpe med i øjeblikket.

- Det havde vi for nogle år siden, da vi også ejede et brødudsalg i Strandby, men det blev afhændet efter tre år. Parret bor i øvrigt fortsat privat i Strandby.

I Vestergade 18 er der til gengæld god gang i brødsalget, og udover at levere fast til flere hoteller, supermarkeder og tankstationer kan Bager Madsen også glæde sig over rigtig mange stamkunder.

- Mange kører fra Elling, Strandby og Sæby især i weekenden for at handle hos os, fortæller Brian.

Bager Madsen er især kendt for sine makronkranse og store romkugler, ligesom en gammeldags nougatkage er efterspurgt.

- Flere af vores bagværk er fra gamle opskrifter fra før 1970, og ikke mindst en julekage med rosiner og sukat får mange roser hos vores kunder, siger Anita Madsen.

Hun står for butikkens regnskab og er også bag disken sammen med fire deltidsansatte.

I selve bageriet huserer Brian sammen med fem bagersvende, og en sjette skal snart ansættes.

- Det er selvfølgelig hårdt at være selvstændig i en lille bagerbutik, men vi sætter en ære i at drive den - ikke mindst her i Vestergade 14, slutter bagerparret Madsen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden