Hushovds drøm opfyldt

Thor Hushovd fik søndag opfyldt en stor drøm, da den norske verdensmester kunne iføre sig den gule førertrøje i Tour de France.

Thor Hushovd skifter hold fra næste sæson. Foto: Scanpix

Thor Hushovd skifter hold fra næste sæson. Foto: Scanpix

Nordmanden hold, Garmin-Cervélo, vandt således 2. etape - en holdtidskørsel over 23 kilometer - hvilket betød, at nordmanden nu fører i det samlede klassement, dog med samme tid som holdkammeraten David Millar. - Det var en stor drøm at kunne trække den gule trøje over hovedet som verdensmester, så I kan forestille jer, hvor glad jeg er, siger nordmanden, der sidste år vandt VM foran danske Matti Breschel. Han slår dog også fast, at den gule trøje ikke helt er nok. Ud over at han stadig mangler en sejr i yndlingsklassikeren Paris-Roubaix, så vil han gerne igen køre først over stregen på en etape. Det har han gjort otte gange i karrieren indtil videre. - Jeg skal stadig vinde en individuel etape, før jeg er glad. Det bliver hårdt at forsvare trøjen, særlig på etapen til Mûr de Bretagne, siger han til NTB. Han har et forspring på et sekund til Cadel Evans, som er blandt favoritterne til at vinde tirsdagens etape til den frygtede Mûr de Bretagne. Han håber dog, at den gule trøje og titlen som verdensmester i fællesskab giver vinger. /ritzau/