Husk at besøge ensomme ældre

OMSORG:Her er en lille historie fra det virkelige liv: På min daglige gåtur kom jeg forbi et ældre hus, hvor der pludselig stod en lille rød kasse ude ved husets indkørsel. I den var der dejlige æbler og en seddel, hvor der stod: "Tag alle dem, du vil have". Jeg tog halvdelen af dem og lavede dem til en portion hjemmelavet æblemost. Dette gentog sig flere dage i træk, så efter nogle dage besluttede jeg mig for at gå ind for at sige mange tak for æblerne. Jeg tog samtidig en kande frisklavet æblemost med til beboeren. Jeg ringede på døren, og frem kom en ældre, venlig dame på 80 år. Jeg takkede og gav hende æblemosten. "Det er alt for meget", sagde hun. Hun havde jo så mange æbler, at hun ikke kunne bruge dem, tilføjede hun. Min interesse for æbletræer er stor, så jeg skulle se hendes træer. Hun gik lidt usikkert over i sin lille hyggelige have og viste mig de store gamle, krogede podede æbletræer. Det var interessant at høre hende stolt fortælle om æbletræerne og planter, som hun selv havde lavet af stiklinger. Men hurtigt faldt snakken på hendes mand, som var kommet på plejehjem i foråret. Det var trist, kunne man læse i hendes ansigt. "Ja, men så har du forhåbentlig børn, der besøger dig tit", spurgte jeg. Der var et øjebliks stilhed: "Jeg har flere voksne børn her i byen (en storby), men de besøger mig ikke ret tit, for de siger, de har så travlt." Hendes stemme begyndte at skælve, og i hendes øjne anedes tårer, før hun sagde: "Jeg troede ikke, at man kunne blive så ensom". Jeg sagde til hende: "Nej, de har ikke så travlt, at de ikke har tid til at besøge dig". Jeg tror, der er mange gamle, der ikke siger til deres børn, at de kunne ønske sig oftere besøg. Enten er det beskedenhed, eller de vil ikke ligge til last - så hellere lide i stilhed! Man bør ikke have så travlt, at man ikke har tid til regelmæssigt, måske en gang om ugen, at afsætte en times tid til et besøg. Efter en halv times tid var vi ovre ved hoveddøren igen. Jeg sagde farvel, og jeg kunne mærke, at hun var glad for besøget. Et besøg, der i sin korthed gjorde et stort indtryk på mig. Jeg kan ikke lade være med at tænke: Kan det virkelig være rigtigt, at vi ikke har tid til at besøge de gamle forældre? Det er måske forståeligt, hvis der har været store konflikter mellem børn og forældre, eller der er store fysiske afstande til dem. Men ellers bør alle voksne børn tage sig tid til at give regelmæssigt nærvær til forældrene, - hvis ikke jagten på guld og mammon og selvrealisation er blevet det styrende i livet. I bund og grund har vi jo tid til det, vi vil have tid til - det er et spørgsmål om prioritering.