Aalborg

Husk at bruge sanser

Efterhånden er der ikke mange af de lukkede telefonbokse tilbage, men en dag kørte vi forbi sådan en i Vestbyen, og så snart jeg så telefonboksen, var erindringen i hovedet, billedet af noget, jeg engang havde set: Stud.med. Torben Jakobsen siddende blåfrossen en novembernat i en telefonboks i Århus Midtby, en nat for 35 år siden!

Torben var et godt hoved, men uhjælpelig ludoman. Så snart han havde penge, fandt han nogen, der ville spille kort. Som regel blev han blanket af; når pengene så var væk, kunne han ikke betale husleje, blev smidt ud af sit værelse og måtte sove i telefonbokse og trappeopgange, indtil næste SU-portion kom til udbetaling. Selv om det er 35 år siden, var sansebilledet i min bevidsthed, straks jeg så telefonboksen. Sanserne og det, de giver os, kan vi ikke slippe for. Jo, vi kan selvfølgelig lukke øjnene og tilstoppe ørerne, men de fleste er enige om, at sådan kan man ikke leve. Så vi er udleveret til vore sanser. Vi kan jo ikke selv bestemme, hvad der skal komme frem for vore øjne og hvilke lyde, der skal nå vore ører. Vil vi leve en almindelig mennesketilværelse, så er vi i vore sansers vold, og har vi først sanset noget, sidder det måske fast i vores bevidsthed resten af livet. Dagligdagens mange tusinde sansninger samler sig efterhånden til erfaringer og erfaringer tænker vi sammen til det, vi kalder livsklogskab. Men det begynder i sanseoplevelserne, de er vore tankers grundstof. Men vi er måske alligevel ved at finde en vej ud af denne afhængighed af, hvad vi får af sanseindtryk. Det er jo sådan, at vi er ved at skabe en slags alternativt rum, det virtuelle rum, internettets, mobiltelefonens, computerens virkelighed. Her bestemmer vi jo selv, hvad vi vil se, høre, sanse. Vi kan godt nok ikke smage og føle i det virtuelle rum, endnu – men det kommer nok. Her i det virtuelle rum kan vi se en masse uden at komme i egentlig kontakt med det, og vi kan vælge os ind på det, vi gerne vil se og høre, fordi vi har en formodning om, at det vil behage os. Hvad stiller vi så op den tanke, at det hele måske er snyd? Lader vi os gå på af den tanke, at vennen på Facebook måske slet ikke er den, han eller hun udgiver sig for, eller tager vi bare oplevelsen som den nu engang er, oplevelsen af at chatte med Susanne Bjerrehuus, vel vidende at det måske slet ikke er hende, vi taler med, og at der ”i virkeligheden” gemmer sig helt andre og måske knap så flatterende ynder i den person, vi er i kontakt med? Betyder ordet ”virkeligheden” stadigvæk noget? Eller er vi via det virtuelle rum ved at køre vore sanser ud på et sidespor, så vi nu kommer til at leve i en verden, hvor vi kun ser og hører det, vi selv har bestemt at tune ind på? Og er det godt for os? Personlig tror jeg egentlig hellere jeg vil leve med de gok i nødden, som sanserne en gang imellem giver, når vi udleverer os til dem på nåde og unåde. I vesteuropæisk filosofi har det for øvrigt siden Descartes' tid været sådan, at vi mente, at der var to slags væren til: Der var de udstrakte ting, dem, der havde legemer, og så var der tanken eller intelligensen, som ikke var udstrakt og ikke var lokaliseret et bestemt sted. Måske er det følgen af denne tanke om de to slags virkeligheder, der nu får sin logiske følge i, at mennesket skaber en ny virkelighed udenfor og ved siden af de sansbare, materielle ting. For når de to slags væren er så forskellige, hvordan kan der da egentlig blive en forbindelse mellem dem og hvordan kan vi tro, at vi egentlig har noget sandt billede i vores bevidsthed af det, der er af en helt anden slags, nemlig det udstrakte og materielle? Det kan vi kun, hvis der bag det udstrakte og materielle også er en intelligens, der er dets usete, men ikke utænkelige kilde. Og sådan kunne det jo godt forholde sig – vi taler jo da faktisk om, at et landskab tiltaler os! Men hvad eller hvem er det, der taler ud af eller bag det sansede landskab?