Håndbold

Husk at få vogne med

Mens Danmarks Idræts-Forbund og DGI formodentlig slikker sårene efter det mislykkede forsøg på at blive til én idrætsorganisation, tordner sportslokomotivet videre derudaf.

Problemet er, at vognene ikke kommer med. Togmetaforen er en gammel kending. Man har ofte sagt, at elitesporten er lokomotivet, der trækker breddeidrætten, samtidig med at breddeidrætten leverer råmaterialet i form af økonomi, talenter og fascinationen. Fra 2007 til 2008 er der blevet 50 færre klubber i DIF-regi. Det betyder ikke nødvendigvis, at færre mennesker dyrker idræt; men det er måske alligevel et vink med en vognstang. Hvis man dykker ned i en af de traditionelt store danske idrætsgrene som håndbold, kan man se, at der her er blevet 36 færre klubber, og næsten 4000 færre aktive på et enkelt år. På en måde er det lidt underligt, for håndbold eksponeres som aldrig før med mange kampe på tv og med rimelig succes for både danske klubhold og landshold. Under overfladen lurer måske den vanskeligste udfordring, nemlig at succes engang imellem kan underminere sig selv. Det er en skam, hvis det sker, for dansk håndbold er enormt anerkendt for det høje niveau. For eksempel har vi på Nordjyllands Idrætshøjskole mange elever fra både Island, Norge og også mere eksotiske lande, der gerne vil være hos os for at lære. Især de norske piger lægger vægt på, at niveauet for de næstbedste er meget højt i Danmark. Nogle eksempler på succesens bagside er det nemt at finde. Da dansk kvindehåndbold virkelig kom på verdenskortet igen, var det med en helt ny og spændende spillestil hvor kollektivet og de store individualister som Anja Andersen, Camilla Andersen og de første fløje, der skød med gevind i håndleddet. Det gav nogle mesterskaber; men også et potentiale i klubberne der kunne finde økonomi til noget stort. Konsekvensen var, at de bedste spillere i verden kom til Danmark og i nogen grad betød det, at de bedste danskere kom på bænken. For at finde økonomien, måtte de største klubber gøre mange ting. Den almindelige sponsortankegang blev sat op i gear; men samtidig blev klubberne meget afhængige af markedet. I denne tid risikerer ambitiøse og dygtige klubber at måtte lukke biksen på grund af finanskrisen. I skrivende stund er der tre scenarier for FoxTeam i Frederikshavn, oprykning til elitedivisionen, forbliven i 1. division, lukning fordi man ikke har egenkapital nok til at klare lønforpligtelserne. Det er ikke svært at forestille sig, hvad det betyder for håndboldlivet i Nordjylland, hvis det sidste sker. I ethvert firma skal man produktudvikle, og håndbolden har været langt fremme med alverdens kombinationsløsninger. Man har så at sige sat folk til at sikre stemningen via opgejlet speak, musik i selv de pauser, hvor spillerne evt. bæres fra banen med svære skader og godt med arrangementer før og efter kampene. Anja Andersen forsøgte endda at lave iscenesatte kampe med skæg og ballade; men det gik ikke. Det var alligevel for meget, for sportens væsen er bl.a. kendetegnet ved, at rammerne er der; men indenfor disse, er alt åbent. Derfor er iscenesættelsen flyttet over på de enkelte spillere. Håndboldspillere iscenesættes i stort og småt, lige fra en helsides reportage i lokalavisen om, at Aalborg DH's damer har spillet golf på en fridag til hjemmesider, hvor de kvindelige håndboldspillere portrætteres som pinups. Pressen er med på den, og er der lejlighed til at kommentere spillernes lønforhold, skadeshistorie og i nogle tilfælde seksuelle orientering, lader de færreste medier chancen forpasse. Hvis en ung talentfuld spiller i dag overvejer at ville satse på håndbold, vil vedkommende formodentlig gerne på et håndboldcollege, og det forstår enhver der selv er vild med sport. Der er heller ikke noget som helst betænkeligt i, at unge forsøger at kombinere sport og uddannelse,- tværtimod. Men det vil på et tidspunkt blive vanskeligt for klubberne at fastholde interessen hos de unge, hvis ingen danske navne finder vej ind på de bedste hold, især hvis de næstbedste hold hele tiden kæmper for overlevelse. Det er tydeligt, at de bedste klubber fra 1. division har meget svært ved at matche de dårligste fra elitedivisionen når de mødes i oprykningsspillet, og når det endelig lykkes, er lykken flygtig. Kun Slagelse har de senere år haft økonomi til at bide sig fast i en årrække. Ikke fordi håndbold i Slagelse var specielt udviklet; men fordi dygtige entreprenører kunne skaffe midler til elitespillere og trænere, - med god hjælp fra pressen. Der er ikke meget perspektiv i at beklage udviklingen; men der er grund til at overveje om der er andre måder at drive elitesport på. Det er en udfordring for klubberne og en udfordring der burde betyde, at vore idrætsorganisationer igen sætter sig sammen og arbejder på ikke at overlade magten til den tilfældige udvikling som markedet betyder.