EMNER

Husk at se ud af forruden

Det siger ikke så lidt om danskernes trafikkultur - eller udtalte mangel på samme - at Havarikommissionen har været nødt til at rykke ud med en lang række råd, hvoraf ét af dem i al sin nærmest skræmmende enkelhed lyder: "Se ud af forruden". Umiddelbart lyder det jo som et uddrag af en satirisk sommerrevy. Men baggrunden er i bogstaveligste forstand dødsensalvorlig. For en analyse fra kommissionen bekræfter en stærk mistanke om, hvor galt det står til: Foruroligende mange trafikanter har travlt med alt muligt andet end at betjene rat og pedaler og orientere sig ud gennem netop forruden. Måske har de travlt og er stressede. Måske keder sig sig. I hvert fald taler nogle trafikanter i mobiltelefon - vel at mærke af den ulovlige ikke-håndholdte type - mens andre spiser, roder efter ting i mapper, tasker, poser og handskerum, læser, er optaget af passagerer på bagsædet eller sidder og falder hen i deres egne tanker. Alt sammen vidner om det, som især Rådet for Større Færdelssikkerhed gentagne gange har slået på, nemlig manglende respekt for selve køresituationen. Og dermed en manglende evne eller lyst til at koncentrere sig om det vigtigste: at nå helskindet frem. Og lade andre nå helskindede frem. Bag samtlige, i virkeligheden yderst banale råd fra Havarikommissionen såsom "Tilpas hastigheden efter vej- og vejrforholdene", "Hold afstand til andre biler" og "Respektér hastighedsgrænser ved vejarbejde" ligger en udbredt manglende evne til at aflæse trafikken og agere korrekt og forsvarligt efter den. En risikoblindhed. For faktisk kunne samtlige de 39 motorvejsulykker, der indgår i Havarikommissionens analyse være undgået, hvis de involverede parter havde overholdt helt simple regler for kørsel på motorveje. Med disse meget lidt beroligende kendsgerninger frister det ikke ligefrem at sætte hastigheden op fra 110 til 130 km/t. Betingelsen for at gøre det burde egentlig være, at danskerne samtidig lover sig selv og hinanden at forbedre trafikkulturen. Strengt taget vil det jo også være helt i VK-regeringens ånd. Noget for noget.