Husk at tjekke vanduret

BLENSTRUP:Blenstrup Vandværk opfordrer forbrugerne til at checke deres vandur en gang månedligt, så de undgår selv at skulle betale for et unødvendigt vandforbrug ved et sprængt vandrør. Det var en af beskederne på Blenstrup Vandværks netop overståede generalforsamling i Blenstrup Hallen. Selvom der var sat vand på bordet i stedet for øl, var der ingen af de 22 fremmødte, der havde noget imod dette, eller også var der ingen, der turde sige imod. Bestyrelsesformand Jørn Winther skar dog igennem og befalede øl på bordet, for, som han bemærkede, det var dog træls med en generalforsamling uden øl og snaps. Især til silden. Der er i dag 242 forbrugere, og vandværket har lavet aftale med firmaet Brunata Skovsgård om at lave de lovmæssige kontroller på vandurene. De første 26 skal til kontrol her i uge 9. I løbet af året har der været nogle enkelte reparationer på vandværket og vandsprængninger på Østerbygade og Horsensvej, og lavet ny stikledning på Mirabelvej. I det nye år bliver der en takstforhøjelse på 50 øre pr. m3 vand, og det skyldes et mindre forbrug. Det påvirker ikke de faste udgifter, som forbliver de samme. Vandværket havde et overskud på 98.400 kroner.