Danmark

Husk at trække velgørenhed fra i skat

Mere end hver fjerde vil udnytte fradraget for velgørenhed i 2015

Har du husket at trække dine bidrag til velgørenhed fra i skat? Arkivfoto: Morten Dueholm/Scanpix

Har du husket at trække dine bidrag til velgørenhed fra i skat? Arkivfoto: Morten Dueholm/Scanpix

DANMARK:22 procent af danskerne har allerede udnyttet velgørenhedsfradraget i 2015, og yderligere syv procent forventer at gøre det, inden året er omme. Det viser en ny undersøgelse foretaget af analyseinstituttet Epinion for Deloitte.

- Fradrag for velgørenhed er et af de fradrag, der på rekordtid har opnået stor popularitet. De velgørende organisationer har naturligvis været gode til at fortælle borgerne, at det eksisterer. Samtidig rykker konflikterne tættere på, som vi eksempelvis ser det med flygtningekrisen lige nu. Det tilskynder uden tvivl danskerne til at give en hjælpende hånd, siger skatteekspert i Deloitte Doris Erlandsen, i en pressemeddelelse.

Ifølge de gældende satser kan man trække donationer for helt op til 15.000 kr. fra i skat. Der er samtidig ingen bagatelgrænse for fradraget, så alle beløb tæller med.

- Såfremt man har givet foreningen sit CPR-nummer, og der i øvrigt er tale om en godkendt forening, skulle man meget gerne få fradraget automatisk. Dog er det altid en god ide at tjekke på årsopgørelsen, om det hele er kommet med, hvad enten der er tale om små eller store beløb, siger Doris Erlandsen.

Selv om fradraget for velgørenhed har eksisteret i flere år, er hver sjette dansker ifølge undersøgelsen stadig ikke klar over, at det eksisterer.

Tallene er baseret på i alt 1.004 interview med repræsentativt udvalgte danskere på 18 år og derover.

/BLM/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.