Husk det frie skolevalg

FRIT SKOLEVALG: Når jeg læser artiklen i Nordjyske den 15. april omkring ¿Pres på fritter og skole¿, er jeg nødt til at minde om, at man altså har frit skolevalg. Det kan have store konsekvenser for eleverne ¿ og lærerne/pædagogerne for den sags skyld, at blive puttet for mange ind i for små lokaler ¿ og i et alt for højt støjniveau. Man kan så tænke sig til, hvordan indeklimaet bliver. I Serritslev har vi en rigtig velfungerende skole ¿ med plads og tid til den enkelte, en initiativrig ledelse og dygtige lærere. Serritslev ligger stort set ikke længere væk fra det nye kvarter i Ådalen, end Hedegårdsskolen gør. Der er cykelsti hele vejen til Serritslev ¿ og bussen kører lige udenfor Ådalen og direkte til Serritslev. Måske kunne man lave en aftale med skolebussen, der kører fra Eventyrvej og op mod Serritslev. På en landsbyskole har man et sammenhold som ikke findes på byskoler, og derfor er bl.a. mobbeprocenten meget lavere. Man har en social ansvarlighed, hvor man tager sig af hinanden, fordi man kender hinanden. Som tilflytter der selv har gået på en byskole, kan jeg kun sige, at man bliver overvældet over, hvordan børnene herude tager imod nye børn ¿ så det kan kun anbefales. Sammenholdet rækker endda langt ud over skolen ¿ mine børn i børnehaven kender de fleste børn på skolen, og til arrangementer er man altid sikker på, at de store tager sig af de mindre, så det er en stor tryghed som forælder. Samtidig vil jeg påpege, at der selvfølgelig skal laves en overordnet masterplan for alle kommunens skoler, så alle skoler får de lokaler, de har behov for ¿ og ingen skal opholde sig i usunde lokaler, med f.eks. skimmelsvamp. Det kan vi ganske enkelt ikke byde nogen. Jeg vil blot påpege, at Serritslev Skole kan være et rigtig godt alternativ ¿ både for elever der har brug for lidt mere fred og ro omkring sig (som 25 elever i en klasse ikke så nemt kan give) ¿ samt dem der vælger trygheden til, som det er, at man kender hinanden og hjælper hinanden på tværs af klassetrin.