Husk - du skal helt ud i hjørnerne

Glasset kan såmænd sagtens holde i 100 år uden at blive vasket - men skal vinduet holde, skal husejeren også holde træværket rent.PR-foto

Glasset kan såmænd sagtens holde i 100 år uden at blive vasket - men skal vinduet holde, skal husejeren også holde træværket rent.PR-foto

”I gamle dage holdt trævinduerne i 100 år.” Denne påstand høres ofte, og rundt omkring i landet findes talrige eksempler på, at påstanden nok er korrekt. Men ifølge den store vinduesproducent Rationel Vinduer handler det ikke kun om gamle dage: Moderne kvalitetsvinduer er ifølge Rationel mindst lige så gode, og bliver de plejet og vedligeholdt på den rigtige måde, kan de også holde i en meget lang årrække. Den lange levetid for trævinduer handler ifølge Rationel naturligvis om, at kvaliteten skal være i orden. Det vil sige, at der anvendes kernetræ, og at den efterfølgende behandling er udført optimalt. Men uanset kvaliteten fra producenten, så har husejeren selv stor indflydelse på vinduets levetid. Rationel opfordrer derfor husejerne til at pleje og vedligeholde vinduerne og giver et par tips, der kan resultere i mange ekstra år. Et par gange om året bør husejeren således vaske og rengøre ikke blot ruden, men hele vinduet. Alle karme, rammer, false og små kroge skal vaskes med vand tilsat en smule rengøringsmiddel. Det er især vigtigt at få fjernet alt det spindelvæv, der med tiden uundgåeligt sætter sig i krogene og blokerer for det automatiske vandafløb og den nødvendige naturlige ventilation. Spindelvævet fungerer ganske enkelt som en fastgroet svamp, og bliver det ikke fjernet, vil det med tiden forårsage råd og svamp i træværket. Det er også vigtigt at være opmærksom på, at vinduernes overfladebehandling nedbrydes tre-fire gange så hurtigt på husets syd- og vestvendte facader som på de nordvendte. Det skyldes solen, og husejeren bør derfor regelmæssigt at checke de nederste dele på de syd- og vestvendte vinduer og se efter små revner og sprækker. Det er på disse steder, at eventuelle problemer først vil vise sig, og alle små skader skal hurtigst muligt repareres ved at slibe på stedet med sandpapir og herefter påføre to lag ny maling. Ellers vil nedbrydningen kunne få fat på dette sted - på samme måde som rusten på en bil begynder ved de svage punkter, hvor der for eksempel har været stenslag og buler.