EMNER

Husk: Gå aldrig tilbage til en fuser

¿Vær velkommen, Herrens år, og velkommen herhid! Sandheds Gud, lad dit hellige ord oplive, oplyse det høje Nord! Velkommen, nytår, og velkommen her!¿ som N. F. S. Grundtvig lidt højtidsstemt skriver i sin nytårssalme.

Ja, og måske ikke mindst farvel til det, som mange - unægteligt i en anden betydning - må have syntes var et herrens år, der må have givet indtil flere politikere ret så mange tømmermænd, længe før de smagte de perlende bobler, der ligger på køl til i aften. Det, der i maj begyndte som noget, der kunne ligne en borgerlig revolution, endte i november med næsten total erosion. Med Naser Khader som det ubetingede trækplaster kom Ny Alliance til verden, båret på skjolde og med udsigt til over 20 mandater. Den fasttømrede politiske konstellation, der havde haft magten siden 2001, så bogstaveligt taget ud til at gå så meget op i limningen, at hvis statsminsiter Anders Fogh Rasmussen (V) skulle overleve dét folketingvalg, han udskrev i november, måtte han parkere Dansk Folkeparti lidt ude på et sidespor og selv trække ind over midten på den politiske motorvej. Men det gennembrud, Ny Alliance fik i maj, endte i det totalte sammenbrud i november. Aldrig har så få skuffet så mange på så kort tid, som en kommentator skrev. Partiet slæbte sig fra meningsmålingernes nødspor lige over spærregrænsen og kom ind med fem mandater - men uden dén afgørende indflydelse, der kunne have skabt et nyt politisk vejkort. Tværtimod endte regeringspartiet Venstre som én af valgets tabere, selv om Fogh beholdt magten, og Pia Kjærsgaard sikrede sig ét mandat mere - uanset at en minimering af DF var Ny Alliances hovedmål. Og lige før jul nåede NA sit hidtige lavpunkt. ¿Gå aldrig tilbage til en fuser,¿ tænkte vælgerne, og en Gallup-måling i Berlingske Tidende kvitterede med kun 1,3 procents vælgertilslutning. Nasers hovedpine kan godt have sat sig fast som migræne - men han kan muligvis låne et par piller af Helle Thorning-Schmidt (S), der forsøgte at udlede det som en sejr, at Socialdemokraterne fik det ringeste valg i generationer. Den eneste, der kunne lade champagnepropperne springe, var SF og Villy Søvndal - men foreløbig kan han ikke bruge sejren til noget, og han kan risikere samme tomgang, som Marianne Jelved og De Radikale oplevede, indtil valget i november reducerede det parti, som Margrethe Vestager overtog, til mere naturlig størrelse igen. Hvis vælgerne følte sig bedraget af Ny Alliance og derfor i stride strømme svigtede meningsmålingernes løfter, var det trods alt for intet at regne mod det vælgerbedrag, som Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne præsterede over for de offentligt ansatte. Festfyrværkeriet af lønløfter endte i en regulær fuser, da de to partier krøb til finansminister Lars Løkke Rasmussens (V) kors. Regeringspartierne har som de eneste konstant afvist, at politikerne skulle blande sig i arbejdsmarkedets forhandlinger og dermed i den danske model, så Løkke fremskrev nogle lønstigninger, der kunne se ud, som om Pia Kjærsgaard og Thorning-Schmidt kunne holde løftet om de fem milliarder. Og dén ¿købte¿ de - men vælgerne har opdaget det, og straffen venter forude for især Helle Thorning-Schmidt. Jo, 2007 blev en fuser for nogle - og når midnatsklokken slår, kan de kun håbe på et godt nytår!