EMNER

Husk: Hvor der er sorg - er der også livsglæde

Disse få ord omkranser hele vores liv lige fra begyndelsen til enden. De lyder, når vi tages op fra vuggen og bæres til dåben

, og de lyder igen, når vi har draget vort sidste åndedrag og vore nærmeste er samlet ved vores kiste. Umiddelbart er glæden ved livets lettest at få øje på, at vi fyldt af taknemmelighed og forventning fejrer livets under og takker Gud, fordi han har pustet sin livsånde netop i vores lille barn. Helt uden at vi har skullet gøre os fortjent til det, højt hævet over dagligdagens sædvanlige retfærdighedstænkning, har Gud lagt et menneskeliv i vore hænder og dermed også lagt grunden til vores livsglæde. Som dåben er en fest, der kalder på lovprisning og bæres af dyb livsglæde og taknemmelighed, kan begravelsen også være en fest, der rummer glæde ved livet og dyb tak til livets giver, også selv om det levende liv i perioder har været overdøvet af sygdom, modgang og nederlag. Er sorgen til stede ved en kiste, så er også livsglæden til stede. For det er, fordi vi har elsket, fordi vi har noget at takke for, at vi overhovedet kan opleve sorg. Så dyrebart er livet og dem, vi har fået givet, at det gør ondt at miste. Det gør på en eller anden måde livet pålideligt, at det forholder sig sådan, at vores sorg bekræfter, at livet er værdifuldt! Det er både håbefuldt og fuld af trøst, at det forholder sig sådan. Sorgen er en fest for livet og for livsglæden, for sorgen fastholder, at livet er dyrebart, en umistelig skat. Sorgen gør os på sin smertefulde måde os bevidst om det glædelige. Op af sorgens tunge muld, kan livsglæden spire frem, glæden ved det liv, der har været og glæden ved selv at have livets kostbare gave endnu. Sorgen og livsglæden er evigt forbundne. Det er livets vilkår og samtidig udtryk for livets pålidelighed, at det forholder sig sådan. Livet er ikke lige-gyldigt, men gyldigt, og det er der i sandhed grund til at juble, lovprise og glædes over: Tænk, at vi lever – tænkt, at livet er til – tænk at Gud har lagt det i mine skrøbelige hænder – hvilken tillid.