Aalborg

Husk nu at bruge cykelhjelm!

Din familie, børn og venner elsker dig - brug cykelhjelm, så vi ikke mister dig.

De fleste børn har fattet budskabet om, at de skal bruge cykelhjelm. Arkivfoto

De fleste børn har fattet budskabet om, at de skal bruge cykelhjelm. Arkivfoto

Sådan lyder budskabet i en ny cykelhjelmskampagne, der begynder mandag i Aalborg. - Cykelhjelmen er en rigtig god måde at passe på os selv og hinanden på. Trafikken er uden sammenligning det farligste element i vores hverdag, og cykelhjelmen kan afhjælpe mange alvorlige hovedskader. Så hvorfor ikke bruge cykelhjelm eller give en af den simple årsag, at vi ikke vil miste eller mistes, siger kampagnemedarbejder Mette Mandrup Sørensen, Aalborg Kommune. Nordjyllands Politi, Dansk Cyklist Forbund og Aalborg Kommune samarbejder om kampagnen, der bruger utraditionelle virkemidler for at nå ud til borgerne. Den første af en række events finder sted i otte børnehaver mandag. Institutionerne har fået en cykelhjelm til alle børn, og hjelmene er pakket ind som gaver med til- og frakort. Børnene kan selv vælge, hvem der skal have gaven, for eksempel deres mor eller far. Kortet har en fortrykt besked, der fortæller, at barnet elsker modtageren og gerne vil passe lidt bedre på vedkommende. - I stedet for at det er Aalborg Kommune, der deler cykelhjelme ud, bruger vi kærligheden mellem barnet og modtageren til at få hjelmene overbragt. Det er da smukt, siger Mette Mandrup Sørensen. Der er også lavet en film, der fortæller om, hvor vigtigt det er at bruge cykelhjelm. Filmen kan ses på www.aalborgkommune.dk/cykelhjelm.