EMNER

Husk nu at Ny Frederikshavn er tre kommuner

Når vi står overfor en sammelægning af Skagen, Frederikshavn og Sæby kommuner, er det vigtigt at tælle rigtigt. Det bliver til tre kommuner. Det er meget vigtigt, at vi får alle med om bord på skuden, der gerne skulle have den helt rigtige kurs fra begyndelsen. Der foregår meget spændende i Ny Frederikshavn storkommune, men det er som om, at det meste foregår i den sydlige ende - som om at Skagen Kommune ikke rigtig er på mærkerne. Det må de så se at komme. Værtsskolen, som er et projekt, der skal klæde mange på til at være værter i en fremtid, hvor kommunens indtægter i højere grad skal komme fra servicebranchen og herunder turismen, har ingen skagboer i styregruppen. Måske er det en tilfældighed, at Skagen ikke er med her, og måske er der en naturlig forklaring, men dette blot for at minde om, at Ny Frederikshavn er tre gamle kommuner med store ressourcer. Alle tre har pligt til at huske hinanden, og alle tre har pligt til aktivt at byde ind på fremtiden.