Husk nu de drikkepenge

fakta

Europæiske turister er ikke alle sammen lige populære, for det amerikanske system med drikkepenge er ikke så velkendt for europæere. Men i USA er drikkepengene en vigtig del af lønnen for serveringspersonalet. Grundlønnen er minimal, og derfor forventer de, at man lægger mindst 15 procent og gerne 20 procent oveni. Og det er ikke kun på restauranter, man skal af med drikkepenge. De personer, der ordner ens værelse regner med, at man lægger en dollar eller to pr. dag, man bor på hotellet. Det kan være en god idé, at lægge "hotelpengene" løbende, det er godt for serviceniveauet. I lufthavne forventes 1 dollar pr. stk. bagage, hvis der er nogen der hjælper dig. På hoteller er taksten 2 dollars. Bartendere forventer en halv eller en hel dollar for hver drink, de serverer. Skulle du finde på at blive klippet, så forventer frisøren 10 procent i drikkepenge. Taxi-chauffører forventer minimum 15 procent i drikkepenge.