EMNER

Husk nuancerne

Debatten om fattigdom i Danmark er kørt helt af sporet.

Joakim B. Olesen og Özlem Cekic har hver især været med til at opildne debatten, så flertallet helt har glemt, hvad det hele handler om. OECD beskriver fattigdom som enten absolut eller relativ. Absolut fattigdom kender vi fra u-landene, hvor voksne og børn sulter. Relativ fattigdom, som her i Vesten, er, når man har under det halve af, hvad gennemsnittet har (medianindkomsten). Teknisk set måles relativ fattigdom - eller risiko for fattigdom - i forhold til den disponible medianindkomst, som er den indkomst efter skat (målt i kroner), hvor 50 pct. af befolkningen har indkomster, som er lavere, og 50 pct. har indkomster, som er højere end dette beløb. OECD definerer relativ fattigdom som gældende for personer der har en indkomst under 50 pct. af medianindkomsten, mens EU opererer med en indtægtsgrænse på under 60 pct. I Danmark var den årlige disponible medianindtægt i 2006 på 158.800 kr., hvilket efter OECD's opgørelsesmetode vil betyde, at man i Danmark er relativ fattig, hvis den disponible indtægt ligger under 79.400 kr. pr. år, mens EU er af den opfattelse, at man er relativ fattig, hvis den årlige disponible indtægt ligger under 95.280 kr. Egoisme, utryghed og nok i sig selv har fået overbevist mange danskere om at under 6000 kr. pr. måned til alt, hvad der ikke er faste udgifter, ikke er noget at tude over. Men vi kan nok alle blive enige om, at der ikke er til en shoppetur til Aalborg storcenter med efterfølgende pizza eller til en Wii under træet juleaften. Og hvad med fritidsaktiviteter? Eller fodboldstøvler eller en ridehjelm? Turen til Legoland bliver nok ikke til noget. Hvis nogen af jer har været der med tre børn og uden madpakke, ved I, at det hurtigt kan rende op i 2500 kr. og en slant. Hvis vi i Danmark vil fjerne klassesamfundet, er det en betingelse, at vi bryder den sociale arv. Ikke ved, at de rige bliver rigere og dem med de lave indkomster bliver fattigere! Jeg vil gerne være med til at se på, om skellet mellem de lavest lønnede og dem på overførsel er for lille. Der skal være et incitament til at gå på arbejde, og penge kan være et af dem. Andre incitamenter er det fællesskab man er en del af på arbejdsmarkedet. Desværre er en del af dem på overførselsindkomst i match 3-gruppen, hvilket vil sige at disse borgere har andre problemer end arbejdsløshed, en stor del er dem der går under betegnelsen "psykisk sårbare". For nogle af dem, er det en succes bare at kunne møde op 1 dag på et arbejde. Det er altså ikke den gruppe, der skal dunkes mere i hovedet end de i forvejen bliver, men derimod måske de mange lavtlønnede, som måske har brug for en ordentlig lønstigning. Så kunne vi med mellem og høje indkomster holde lidt igen. Jeg håber, at danskerne er kloge nok til selv at vurdere om det er rimeligt at der fortsat findes fattige børnefamilier i Danmark. Med håb om en mere nuanceret debat! Og god jul.