Husker I Juanita?

Graviditet 6. oktober 2008 06:00

TV-DRAMA Sommer # # # # # ¤ Ja, det var ganske rigtigt kun første afsnit i anden omgang, der hang lidt i koblingen - og det gjorde det selvfølgelig fordi vi skulle skubbes i gang igen efter pausen.Det er gået forbavsende let. Personerne og deres indbyrdes positioner i familiedramaet står klart og præsent, personlighederne er definerede og tydelige og at finde vej ind i familiens mønster gik omtrent lige så let som når man kommer til en stor årlig familiesammenkomst efter at have været sig selv nogle måneder. Noget er ligefrem forudsigeligt, andet er mere som en slags baghold - åh ja, det er også rigtigt, sådan er det altid når vi er sammen. Lakmusprøven kunne være følelsen har i andet afsnit, da den udmattede, ulykkelige, udbrændte Jakob kommer hjem i utide fra Malawi og ser sin fars store, tunge ryg i sofaen, hvor han sidder og ser børne-tv. Åh ja, hvis man skulle have glemt det - så er det altså stadig en kendsgerning. Den gamle alfahan er kokset uigenkaldeligt ud, gæsten med det tyske navn er for alvor flyttet ind i hans hjerne, og man kan med fuld ret vente sig det værste fra ham. Det tema er vokset stærkt siden sidst. Nu er han virkelig på vej ud i mørket, og den labile ondskab står hele tiden på spring, side om side med de ubegribelige, belastende hukommelsessvigt. Her først og fremmest skildret gennem Nelly, kærlighedsbarnet fra sommerhuset, som har fundet sin far - og nu mister ham igen efter bare et lille år. Hun synes at være helt slettet fra hans bevidsthed. Alzheimerens ubegribelige og uhåndterlige grusomhed. Kun gennem musikken og poesien, Björn Afzelius og hans "Juanita&" fra dengang, lykkes det hende at få ham i tale - med et chokerende resultat, da han pludselig tror, han har genfundet hendes mor, Vera, hans elskede fra de unge år. Det alt andet end faderlige kys bliver en barsk opvågnen. Det slukker ethvert håb hos Nelly om at have en plads i familien, og hun beslutter at flygte. Men Jakob holder døren åben for hende - og hun åbner en anden for ham, da familien sommer ellers derhjemme har lukket sig om sig selv og det trygge. Det incestuøse ligger som en truende, mareridtsagtig understrøm i hele afsnittet. Åbent i dagens lægehistorie, gymnastikpigen Simone på 13, der er i krise og bliver overvægtig - og som Jakob modvilligt tager sig af. Hendes skæbne åbner fortrængte steder i ham selv, flot og suggestivt billedliggjort i en drøm, hvor han leger meget fysisk og forelsket med hende, mens hun forvandler sig til hans egen elskede papdatter, Lærke, i et skræmmende øjeblik, der får os til at huske, at - ja - var der ikke lidt for meget i det kram, han gav hende, da han kom uventet hjem til det store, gule hus? Og hvorfor er det lige, at han bliver så vred over, at Adam har udskrevet p-piller til hende? Videre går det med forældre, der ikke kan skelne seksualitet fra kærlighed eller deres egen alder fra deres børns. Mille tramper ind over alle sin datters grænser i en uerkendt jalousi på hendes uskyld, ungdom og alt det, hun står lige for at skulle opleve. Mille higer så stærkt efter at få andel i Lærkes liv og ungdom, at hun voldsomt krænkende. Hun bliver en parasit. "Det må være skønt at have så ung en mor", siger veninden Lotte. Men det er også før hun og Lærke er blevet konfonteret med Milles egentlige forhold til den unge maler, Eik, som de begge har forelsket sig lidt i ved den meget voksne fest i det københavnske kunstnermiljø. Og hjemme i det store gule hus i skovbrynet på skrænten bliver det mere og mere klart, at Adam ikke bare kan elske sin Anna, men også kan vise det. Det er en perle af humor og overskud i skuespillet, da de to endelig får det hele sagt. Og også her omsluttes den unge kærlighed og den glade graviditet af den ældre generation, der higer så stærkt efter at suge varme og glæde til en tilværelse, der er blevet grum og grå. Sophias genvågnede religiøsitet gør hende påtrængende og sødladen på en måde, der snart kan komme til at belaste hendes forhold til drengene. Hende kan Adam dog heldigvis stadig sige fra over for, selv om han har det svært med at udtrykke følelser klart i så mange andre sammenhænge. Det er flot drama, der bliver skrevet her. En stor manifestation fra kulturinstitutionen DR, som har vilje og midler og talent til at gøre det, der er nødvendigt, hvis der skal skabes noget stort. Gå ind på hjemmesiden og se, hvor mange kunstnere og hvor meget arbejde, der er involveret. Det er tydeligvis et projekt med et overskud af ambition. Det giver styrke og dybde i mange lag i sådan en historie. Tag bare det fremragende udvalgte hus - den store, kringlede, mangeetagers villa, som vi altid ser i langt væk fra aftenlyset, omgivet af skoven, der også traditionelt signalerer farlighed og uudgrundelighed. Mystisk, fremmedartet, lukket omkring sine hemmeligheder, ligger villaen, gammel og solid førkrigs. Lag på lag, rum ved rum, alle i halvskygge, altid med usikkerhed om, hvor der er mennesker og hvor der bare er spor efter dem. Det er et fornemt billede på hver enkelt af beboernes psyke, og deres mentale tilstand afspejles hele tiden i både rummet, de er i, tingene, de er omgivet med og hvad de gør med dem. Som da Christian Sommer farer vild i tv-kanalerne i nattemørket og endegyldigt lukker af for deres omverden ved at lægge et gråt tæppe over den store fladskærm. Her forsvinder også hans erindringer om store stykker af fortiden og dens mennesker. Men ikke mere, end at tæppet på et vilkårligt tidspunkt kan rives væk igen. Og hvem ved, hvad der så er på skærmen? Det er drama, der får tag i os. Som da Christians forvandlingsstemme pludselig, til slut, blidt og foruroliget spørger: "Kan I huske denne her sang... Juanita". Lars Borberg lars.borberg@nordjyske.dk

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...