VODSKOV:Aalborg Kommune erkender, at informationen har været for dårlig til 12 autistiske borgere, der er blevet flyttet til et nyt botilbud i Hammer Bakker.
- Desværre har vi ikke informeret beboerne godt nok om de økonomiske konsekvenser ved flytningen, siger Tina French Nielsen (V), som er rådmand for ældre- og handicapområdet i Aalborg Kommune.
- Det er naturligvis meget beklageligt, da det er en vigtig faktor og hurtigt kan skabe utryghed om den enkelte beboers daglige økonomi, siger rådmanden.
Usikker fremtid
Susanne Albertsen kan kun give rådmanden ret i, at informationsniveauet har været for dårligt.
- Det har skabt en masse frustrationer, siger Susanne Albertsen.
Hendes 24-årige datter Maria Vibæk Albertsen er autist. Hun flytter søndag ind i en af de nye lejligheder i Hammer Bakker.
Det medfører en huslejestigning på 3300 kroner.
- Så havde hun 2000 kroner tilbage, når huslejen er betalt. Det kan ikke engang dække hendes faste udgifter, siger Susanne Albertsen.
Hun forsøgte derfor at kontakte Aalborg Kommune.
Det var dog ikke nemt at komme igennem. Hun ringede forgæves til Marias sagsbehandler for 14 dage siden og lagde en besked, men har endnu ikke fået svar tilbage.
Beklager forløbet
Rådmand Tina French Nielsen beklager informationsniveauet. Hun forsikrer dog samtidig om, at huslejestigningen ikke vil blive på 3000 kroner.
- Bruttohuslejen stiger markant. Stigningen i nettohuslejen bliver dog minimal efter boligstøtte og anden støtte, siger Tina French Nielsen.
Kommunen vil hurtigst muligt tage en samtale med beboerne og deres pårørende om økonomien.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.