Huslejetab bliver ingen katastrofe

Hobro 14. september 2002 08:00

HOBRO: Gildebrødrene i de tre Sct. Georgs Gilder i Hobro går ikke fra huset, selv om organisationen skulle miste huslejeindtægten fra klubben på Banegårdsvej. - Lejeindtægten er ikke særlig høj, og vi vil til enhver tid kunne tjene flere penge ved at leje lokalerne ud til f.eks. en virksomhed. Det er jo et stort og solidt hus, siger Søren Hugo Andersen, stadsgildemester. - Men vi vil da hellere have en klub for børn end en virksomhed i huset. Vi føler, at institutionen er "vores", og den falder i god tråd med Sct. Georgs Gildernes idégrundlag om at støtte ungdomsarbejdet i spejderbevægelsen. Vi har repræsentanter i institutionens bestyrelse, og vi har et tæt samarbejde. Hvis klubben har ønsker, som den ikke kan få opfyldt hos kommunen, er gildebrødrene ofte trådt til med materialer og arbejdskraft, siger Søren Hugo Andersen. Det er kun stueetagen på cirka 240 kvm, som er udlejet til institution. Førstesalen benyttes af Sct. Georgs Gilderne. -øst

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...