Husmandsparrets vilje

Når overlægen, professoren, advokaten og en repæsentant for Kræftens Bekæmpelse i morgen eftermiddag mødes på Aalborg Sygehus, vil det være nærliggende at sende en venlig tanke til fællesgraven på Tornby kirkegård. Her ligger de jordiske rester af Ragnhild og Hans Pedersen begravet i en urne. Parret, som i en menneskealder boede i et husmandssted på Rævskærvej i Tornby, efterlod sig knap halvanden million kroner, da boet var gjort op. Hele formuen testamenterede de for adskillige år siden til Kræftens Bekæmpelse og radiumstationen - som det hed dengang - på Aalborg Sygehus. En formue stor nok til, at onkologisk afdeling på Aalborg Sygehus kan færdiggøre et større forskningsprojekt uden at spekulere mere på økonomien. Projektet skal afdække, om kemoterapi kan være årsag til brystkræftbehandlede kvinders koncentrationssvigt og hukommelsestab. - Vi er meget, meget glade for denne gave. Det giver en fantastisk ro til at gøre arbejdet med projektet færdigt, nu hvor vi slipper for at skulle søge forskellige fonde om penge. Vi vil jo langt hellere bruge vores tid og kræfter på at forske end på at skaffe penge, siger Marianne Ewertz, professor i onkologi og leder af forskningsprojektet. Arven fra husmandsparret i Vendsyssel er en af de største pengegaver fra privatpersoner, et nordjysk sygehus nogensinde har modtaget. De fleste, der testamenterer deres formue til kræftbekæmpelse, betænker som regel blot Kræftens Bekæmpelse. Men Ragnhild og Hans Pedersen tænkte altså også på Aalborg Sygehus, da de i 1984 gik til en advokat i Hjøring for at få skrevet testamente. Forklaringen er, at Ragnhild forinden var blevet behandlet og helbredt for en kræftsygdom på sygehusets radiumstation. I ren og skær taknemlighed syntes det barnløse ægtepar, at deres jordiske gods skulle tilfalde afdelingen, når de engang selv var døde og borte. Ragnhild døde i 2001 og Hans to år senere. Eller deromkring, for tiden går og pludselig kan det være svært at huske årene fra hinanden. Selv om boet viste sig at være på halvanden millioner kroner, levede parret bestemt ikke som milionærer. Faktisk var de temmeligt nøjsomme. Måske derfor, de efterlod sig en ganske pæn formue. De mødtes på en tankstation i Hjørring først i 1960'erne. De blev lune på hinanden, og med ét dannede de par. Husmandsstedet på Rævskærvej i Tornby lejede de i første omgang. I 1974 købte de så bygningerne og de 25 tønder land jord, som hørte til. Men det meste af jorden var sand og resten fugtig. Landbrug var det umuligt at leve af. Ragnhild arbejdede som sygehjælper på plejehjemmet Havbakken i Tornby, mens Hans de første år kørte maskinstation. Senere blev han ansat som arbejdsmand ved Hærens Materielkommando i Hjørring, hvor han opnåede at få 25 års jubilæum. Han nægtede imidlertid at modtage jubilæumsmedaljen, fordi han syntes det var "noget pjat". Men jubilæumsgratialet tog han imod. De første år på ejendommen havde parret både grise og kreaturer. Men det hørte op, fordi Hans var allergisk overfor husdyrene. I stedet havde de fornøjelse af en flok ponyer. De små heste var især Ragnhilds store interesse, og ponyerne betød masser af besøg. Hans var mere til hunde. Ingen kunne som han opdrage en hund til at holde sig inden for matriklen. Høns og duer var der skam også på ejendommen. Ragnhild og Hans supplerede indtægterne ved at sælge æg. Men somme tider forærede de dem også væk. Den eneste luksus, parret tillod sig, var at købe en splinterny bil hvert tredje år, så Hans var fri for at køre til syn. Men han var altid dygtig til at få en god pris for den "gamle" bil, når han skulle bytte. Den sidste bil, han kørte rundt i, var en flaskegrøn Peugeot 307. Selv om parret var godt kørende, kørte de sjældent ret langt væk. Det vildeste var en tur til Sverige. Når Hans skulle en tur til Tornby, startede han lige så ofte traktoren, der var så pæn som ny. I 1998 flyttede Ragnhild ind på det plejehjem, hun tidligere havde arbejdet på. Hun var blevet vag. Hans blev boende på ejendommen. Hver dag besøgte han konen, og som regel spiste han med på plejehjemmet. Det var det mest praktiske. Selv om Ragnhild og Hans levede en stille tilværelse, ville de gerne snakke. Efter hustruens død gik Hans jævnligt på besøg hos naboerne for at få en sludder. Imens stod hunden tålmodigt og ventede på ham ved skellet mellem de to matrikler. Men Hans havde også temperament, og han vidste det godt selv. "A er så'n en hidsigprop", kunne han finde på at sige. Hyggelige, almindelige, flittige og solide folk, der aldrig gav flere penge ud, end de tjente. Sådan lyder skudsmålet om Ragnhild og Hans Pedersen, der så vidt vides aldrig tidligere er blevet omtalt i nogen avis. Men det sker altså nu - år efter deres død. Fordi de var så betænksomme at efterlade halvanden millioner kroner til kræftforskning i Nordjylland.