Husmoderkreds har taget hul på efterårssæsonen

VRÅ:Husmoderkredsen for Vrå og Omegn indledte forleden efterårssæsonen med et besøg i Kunstbygningen i Vrå. Deltagerne så udstillingen "Realistiske Blikke" og Engelundsamlingens nye, flotte lokaler. Kunstbygningens kunstneriske konsulent, Anne Lie Stokbro, stod for omvisningen og fortalte levende om kunsterne med de "Realistiske Blikke" og deres malerier. Husmoderkredsens næste arrangement finder sted 3. november, hvor der er andespil i aktivitetscentret på De Gamles Hjem. Mandag 29. november besøger husmødrene Anemonen i Rakkeby, hvor indehaveren giver inspiration til advent og jul. Som afslutning på året er der julefest i Vrå-Hallen 8. december.