Husmødre så på kjoler i Karup

EMNER 1. juni 2003 08:00

LØKKEN: Nu da sommeren endelig har vist sig fra sin lunere side, er det ved at være på tide, at garderoben bliver kigget efter i sømmene. Der skal måske suppleres med et par nye forårsmodeller eller friskes op med lidt nye farver. Derfor inviterede Løkken Husmoderkreds medlemmerne til en inspirationsaften hos modebutikken Kjolegården i Karup ved Sæby. Den velkendte forretning har længe stået øverst på ønskelisten over Husmoderkredsens virksomhedsbesøg, både fordi den netop nu bugner med nyt forårs- og sommertøj, og fordi der altid er et bredt udvalg af modeller til piger i alle aldre og størrelser, både til hverdag og fest. Bussen var fyldt til sidste plads, og lige fra starten var humøret højt, og der blev både sunget og snakket hyggeligt på hele turen til Karup. Her blev deltagerne budt velkommen af personalet og et kaffebord stod parat. Efter den lange køretur var det dejligt med lidt godt til maven. Herefter var der fri adgang i hele forretningen og meget blev prøvet og mange drog hjem med en lille "ny sag" i posen. Det var en fornøjelse at se de nye modeller. I bussen hjem fortalte Gerda Frøstrup om det næste arrangement, der først finder sted 9. september. Husmoderkredsen har været så heldig at få Matador's "mor", Lise Nørgaard, til at komme og fortælle om Matador og evt. løfte lidt af sløret til de nye afsnit i serien.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...