Huspriserne fortsætter med at falde

Huspriserne falder fortsat mange steder i landet. Til gengæld er priserne for ejerlejligheder steget lidt.

Huspriserne fortsætter med at falde

Huspriserne fortsætter med at falde. Nye tal fra Realkreditrådet viser, at huspriserne dykkede med 0,7 procent i årets tredje kvartal.

Faldet dækker dog over en stor geografisk skævhed. I to af landet fem regioner steg priserne nemlig en smule, mens de faldt i de tre øvrige regioner.

Priserne i alle landets regioner ligger under niveauet for et år siden. På landsplan er priserne i gennemsnit faldet med 3,3 procent det seneste år, viser tallene.

Til gengæld er priserne på ejerlejligheder steget en smule. Igen er der dog en geografisk skævhed.

- Der er store regionale forskelle. Priserne er steget i København og er nu 3,7 procent over niveauet for et år siden, siger Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet.

Til sammenligning er en ejerlejlighed i Nordjylland ifølge Finansrådet faldet med 4,1 procent i samme periode.

Priserne på huse og ejerlejligheder ligger i dag på niveau med priserne i 2005. Et gennemsnitligt hus på 140 kvadratmeter og en gennemsnitlig ejerlejlighed på 85 kvadratmeter koster i dag i omegnen af 1,5 millioner kroner.

Der gives stadig betydelige nedslag ved en bolighandel i forhold til den pris, som boligen første gang blev annonceret til.

- Prisen på de huse, der er solgt i tredje kvartal, er i gennemsnit sat ned med mere end 12 procent i forhold til den første udbudspris. Knap så voldsomt ser det ud for ejerlejligheder. Her er prisnedslaget på lidt under 8 procent fra første udbud til et salg, siger Ane Arnth Jensen.

Der er dog noget husejerne kan glæde sig over, hvis de da vel at mærke går i salgstanker. Liggetiden for huse med et til salg-skilt ved havelågen er nemlig faldet en smule.

Kigger man på landsgennemsnittet står et hus typisk til salg i syv måneder, før en ny ejer skriver under. Det er 2,3 procent kortere end i sidste kvartal.

Igen er der dog tale om betydelige regionale forskelle. I hovedstaden er salgstiderne nede på 2008-niveau, mens det i resten af landet fortsat tager lang tid at få solgt sit hus.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.