Huspriserne steget med 13 pct.

Frederikshavnske boligejere er også med i boligfesten

FREDERIKSHAVN:Frederikshavnske boligejere kan også være med i boligfesten. Ifølge en analyse fra Danske Bank lyder formuegevinsten på blot et år på 120.000 kr. på et almindeligt parcelhus på 140 kvm. - Prisen er steget med 13 pct. fra 935.000 kr. i 1. kvartal 2005 til 1.055.000 kr. i første kvartal i år, påpeger filialdirektør Per Bull-Sørensen, Danske Bank, Frederikshavn Afdeling. Prisvæksten skal ses i lyset af de gunstige konjunkturer, den meget lave rente samt den fortsat stigende udbredelse af afdragsfrie lån. - Hvis vi sammenligner med huspriserne i Nordjyllands Amt, så hører Frederikshavn til i midterfeltet. Et tilsvarende hus vil i Skagen, der er amtets dyreste kommune at købe hus i, vil koste 1.560.000 kr., mens husene i Frederikshavns anden fusionskommune, Sæby, er marginalt billigere med 1.040.000 kr. i gennemsnit, siger Per Bull-Sørensen. Sammenlignet med prisudviklingen på landsplan kan Frederikshavn dog slet ikke være med. For hele landet lyder stigningen på 24 pct. det seneste år. - Men det økonomiske opsving har for alvor bidt sig fast i Frederikshavn, tør bankdirektøren alligevel godt konkludere. - Sammenlignet med ledigheden i slutningen af 2003 inden det økonomiske opsving for alvor tog fart, er ledigheden faldet med fire procent-point og er nu nede på 7,7 med begyndende risiko for flaskehalse på arbejdsmarkedet, siger Per Bull-Sørensen. I marts var der eksempelvis i kommunen kun tre ledige vvs’ere og et tilsvarende lavt antal elektrikere. Ledigheden i Frederikshavns fusionskommuner, Skagen er på 8,7 pct., og i Sæby helt nede på 5,7 pct.