Lokalpolitik

Hussalg redder musikskolen

Stor del af formuen går til at dække tab i 2003

HOBRO:Den gamle præstebolig Montana redder Hobro Musikskoles syge økonomi. Men samtidig bliver skolens muligheder for en bedre fremtid forringet. Som omtalt i avisen i går kom Hobro Musikskole ud af 2003 med et underskud på over 200.000 kroner. Skolen satte Montana til salg for nogle måneder siden, men det var ikke med henblik på at dække gamle underskud. Fortjenesten skulle bruges til at indrette sig i nye lokaler. Via ejendomsmægler sendte skolen den gamle, slidte pragtvilla i udbud. Otte interesserede købere reagerede. - Vi er meget tilfredse med tilbuddene, siger skolens formand Preben Christensen, der dog ikke vil sætte beløb på. Alligevel jubler bestyrelsen ikke, men overvejer grundigt sit næste skridt. Når Montana sælges, skyldes det primært at musikskolens økonomi ikke er til at vedligeholde huset. Det falder fra hinanden, og det er dyrt at bo i. Derfor havde musikskolen en idé om at indrette sig i Hobro Medborgerhus. De første beregninger sagde, at det var en mulighed. - Men nu viser det sig, at det bliver meget dyrt at indrette os i medborgerhuset, hvis lokalerne skal være optimale. Vi taler om over to millioner kroner, siger Preben Christensen. Han erkender, at sidste års underskud gør situationen værre. - Tabet i 2003 må vi selv dække. Vi kan ikke gå til kommunen efter hjælp. Slet ikke i betragtning af, at vi i år har fået hævet vores kommunale tilskud med 100.000 kroner, siger Preben Christensen, der som socialdemokratisk byrådsmedlem selv har et ben i kommunen. Ishus og Pinsekirke En "totalløsning" med alle musikskolens aktiviteter i medborgerhuset stod øverst på ønskelisten. Men nu tænker bestyrelsen alternativt. En del af den rytmiske musik kan placeres i øvelokalerne i Ishuset i Bies Have. Musikforeningen Crescendo, der driver Ishuset, er positiv. Musikskolen har også sonderet byen efter andre lokaler. Både i Christiansgade, hvor daghøjskolen boede, og Pinsekirken i Onsildgade, som er til salg. Men hele tiden kommer økonomien i vejen. På sigt håber musikskolen at miste sin selvstændighed forstået på den måde, at skolen gerne vil være kommunal. - Det vil give en bedre økomomi, og lærerne kan ansættes efter overenskomsten. I dag er de alle løstansatte. I følge den nye kommunalstruktur skal de kommende storkommuner have kommunale musikskoler, siger Preben Christensen. Musikskolens bestyrelse sælger først Montana, når den har overblik over, hvor musikundervisningen skal foregå bagefter.