Ejendomsmæglerbranchen

Hussalget boomer i Nibe by

EDC-Mæglerne på top 10 over flest solgte huse i Danmark

NIBE:Må vi præsentere en patriciervilla fra 1926 opført af en murermester dengang mellem de to verdenskrige, hvor kun rige havde råd til et hus af den slags med solidt murværk, tre etager, tre stuer, højt til stuk-loftet med sirlige gipsrosetter, vindeltrappe, og stor kanape. I alt 150 kvadratmeter plus kælder. Det koster en million, to hundrede/femogtyve tusinde, og vestholdet fra EDC-Mæglerne i Nibe regner med at ramme nogenlunde plet med udbudsprisen, der er typisk og gennemsnitlig i Nibe by netop nu. Omkring 30 procent højere end ude vestpå som i Løgstør, men på nogenlunde på samme niveau som huse i et typisk villakvarter i Aalborg. - Man får ikke et hus til under en million på de her kanter i øjeblikket, det er udelukket. Men der er fortsat mest hang til huse fra 70erne, der koster nogenlunde det samme, selv om de ofte er opført lynhurtigt som elementbyggeri med tynde skillevægge, og det undrer mig en smule, siger Michael Møller, statsautoriseret ejendomsmægler og ansvarlig indehaver hos EDC Nibe. Det er generelt ikke noget problem at sælge huse i Nibe by. Patriciervillaen har nu været udbudt i halvanden måned, og køberen er på vej - selv om priserne er stagneret på et højt niveau. For husene i Nibe koster nu i snit det dobbelte sammenlignet med for 10 år siden, men EDC-Mæglerne Nibe er blandt de 266 forretninger i kæden, der sælger flest huse i øjeblikket og ligger på den interne top-10 liste med 152 solgte boliger om året. - En familie på fire fra Aalborg kan typisk spare 30 til 40 tusinde kroner om året ved at flytte til Nibe. Det skyldes ejendomsværdiskatten, der afhænger af grundprisen, og den er fortsat langt lavere end i den nordjyske hovedstad, konstaterer Michael Møller, og fremhæver, at flertallet af huskøbere kommer fra selve Aalborg. - Nibe er et tilflytter-mekka, en guldgrube. Byen ligger heldigt med højest et kvarters kørsel til hovedstaden, hvor de fleste arbejder . En rapport fra Institut For Fremtidsforskning spår, at op mod 40.000 flytter til Stor-Aalborg i de kommende fem år. "Stor" omfatter selve Aalborg og tilstødende kommuner inklusiv Nibe. - Der er en stærkt tendens til, at folk flytter tæt på storbyen, måske lige udenfor, men tæt på, og vi har kunder helt fra Thy, fortæller Michael Møller. EDC-Mæglerne i Nibe råder kun huskøbere til at optage flekslån, hvor renten og dermed ydelsen kan svinge op og ned sammenlignet med fastrentelån, hvis køber benytter en umiddelbar besparelse til at betale huslånet tilbage over en kortere årrække. - Mit råd er ikke at bruge den øjeblikkelige besparelse for at få det månedlige husholdningsbudget til at hænge sammen. Der skal være plads til i stedet at afdrage lånet hurtigere, siger den statsautoriserede ejendomsmægler. EDC-Nibe regner med mindst ligeså mange solgte boliger i Nibe i 2003 som i det forgangne år.