Hustru til dræbt dansker fængslet

CAPETOWN:Hustruen til den 71-årige dansker Preben Povlsen, der søndag blev fundet dræbt i Sydafrika, blev tirsdag varetægtsfængslet frem til den 28. januar, sigtet for drabet. Det oplyser chefanklager i byen Strand uden for Cape Town M. van Heerden til Ritzau. Også den 30-årige hustrus ni år ældre søster blev varetægtsfængslet for drabet. Ifølge anklageren forholdt begge kvinder sig tavse under det fem minutter lange retsmøde. - De er indtil videre sigtet for drabet, men der kan komme flere sigtelser til senere, siger van Heerden og henviser blandt andet til et biltyveri. Mandag tilstod en 35-årig mand, der er bror til de to søstre, drabet. Politiet i Cape Town fandt søndag Preben Povlsens stærkt opløste lig i nogle buske nær Blouberg Strand, omkring 60 kilometer fra Gordon¿s Bay, hvor Povlsen boede og forsvandt fra for en uge siden. Hans bil blev i går fundet i den sorte township Gugulethu uden for Cape Town. /ritzau/

Forsiden