Byggeri

Husvilde FDF'ere får drømmehus

FDF Aaby-Vedsted får en drøm af en spejderhytte i Aabybro - andre er velkomne til at benytte grunden

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Carl-Åge Ring Madsen har sammen med hustruen Else brugt masser af tid på byggeriet af et nyt kredshus.

Efter at have klaret sig med lånte lokaler og private hjem i lang tid, står FDF Aaby-Vedsted snart med en drøm af et kredshus. Et hus i to plan med masser af muligheder for aktiviteter, herunder egen klatrevæg. Endda på en 3,5 hektar stor grund med bålhytte, svævebane, 4000 nyplantede træer og masser af nysgerrige fasaner. Adressen er Torngårdsvej 16 i Aabybro, og her er det gået stærkt den seneste måneds tid. Så stærkt, at FDF fredag kunne invitere til røde pølser, sodavand og øl. Eller med andre ord: rejsegilde. - Vi glæder os til indvielsen, som bliver først på efteråret, konstaterede formand Hans Erik Hansen, da han bød velkommen. Kredshuset har været planlagt i flere år og diskuteret i endnu længere tid. Senest har FDF Aaby-Vedsted klaret sig med lånte kælderlokaler på Aabybro Plejehjem samt lokaler på Aabybro Friskole, som har huset tamburkorpset. - Kredshuset er virkelig et meget stort ønske, konstaterer Hans Erik Hansen, der sender masser af roser til projektkoordinator Carl-Åge Ring Madsen. Formanden glæder sig over, at den lange periode med skiftende lokaler ikke er gået ud over antallet af medlemmer. Der er stadig over 100 børn og unge, der trækker i de karakteristiske blå trøjer. - De små puslinge og tumlinge vælter ind. Der har været run på, konstaterer Hans Erik Hansen med tilfredshed og kigger ud i det, der bliver ét stort aktivitetsrum i kredshuset. Det er næsten kun fantasien, der sætter grænser for mulighederne her. I den ene ende af kredshuset er der samtidigt et stort klublokale, 135 kvadratmeter. Dertil kommer flere andre rum. Hovedentreprisen har ligget hos Byggefirmaet SCH, Løgstør, og herfra var Søren Hansen mødt op til rejsegilde. Han fortæller, at den seneste tid med tørvejr har været yderst velkommen efter en våd vinter og forår. Han har bestilt mere tørvejr frem til 1. juli, hvor kredshuset afleveres. Planlægningen af byggeriet har ikke været helt uden problemer. Især stigende priser har gjort det nødvendigt at lave huset lidt mindre end de oprindelige planer. Men uden at gå på kompromis med anvendelsesmuligheder, fastslår Søren Hansen. FDF Aaby-Vedsted er da også utrolig glade for resultatet, som vil give den længe ønskede, faste base nu og i mange år fremover. Hans Erik Hansen er ikke mindre begejstret for grunden, hvor der er lavet en stor bakke. Her opstilles en svævebane, og om vinteren bliver det en fin kælkebakke. Der er borde og bænke, og der er offentlig adgang til de udendørs arealer, så børn kan more sig med svævebanen, mens de voksne nyder den medbragte kaffe og naturen. Og hvordan fejrer FDF'erne så et rejsegilde? De vandrer naturligvis 15-30 kilometer for at overnatte i Moseby. Den lange periode med flytninger fra sted til sted har trods alt ikke givet træthed i benene.