Hva¿beha¿r, Bendtsen?

¿Næh!¿ Så kort kan resultatet af folkeafstemningen om dansk tilslutning til euroen 20. september 2000 sammenfattes.

Dengang var euroen historisk lav i forhold til dollaren, og der var nok mange, der tænkte, at det var risikabelt at binde an med sådan et projekt. I dag går det godt for den fælles mønt. Flere og flere steder bliver den europæiske valuta brugt som reservevaluta eller referencevaluta på samme måde som den amerikanske dollar, som nu er ude i frit fald. Men skal man tro de seneste meningsmålinger i Danmark, er det ikke noget, der har gjort indtryk. Danskerne er stadig delt på midten, når det handler om spørgsmålet om fuld deltagelse euroen. Der er brug for en ordentlig debat. Og den får vi først, når der bliver udskrevet en folkeafstemning. Derfor var det et svigt af dimensioner, da Danmarks økonomiminister (!) Bendt Bendtsen, forleden afviste en afstemning om euro-forbeholdet. De andre forhold er mere presserende, mente ministeren. Hva¿beha¿r, Bendtsen!? Enten har den gode minister sovet tungt i alle de år, han har været ansvarlig for dansk økonomi, eller også taler han mod bedre vidende. Læseren kan selv afgøre, hvad der er mest sandsynligt... Virkeligheden er i hvert fald, at euroen så langt fra har været - og fortsætter med at være - det mest skadelige af de danske EU-forbehold. At de andre forbehold så også bliver et endnu større handicap for Danmark, når Lissabon-traktaten forhåbentlig træder i kraft i 2009, ændrer ikke på fortiden. Men vækst og beskæftigelse har jo været i top, så Danmark står stærkest udenfor den fælles mønt, messer modstanderne. Intet kunne være mere forkert. Realiteten er, at den danske nationalbank har været tvunget til at følge den europæiske centralbank i Frankfurt i tykt og tyndt, for at undgå enhver tvivl om den fastkurspolitik, som Danmark har kørt med siden 1982. At den danske krone følger D-marken eller euroen, er der for så vidt ikke noget nyt i. Det, der kom som en ny mulighed med den fælles mønt, er, at Danmark pludselig fik mulighed for at påvirke de beslutninger, som vi alligevel er nødt til at følge til punkt og prikke. At Bendtsen, som økonomiminister, ikke vil stå ved betydningen af den fordel, er direkte pinagtigt. Anderledes ser det ud andre steder i Europa. Tag for eksempel Cypern. Siden midten af 1960¿erne har blandt andet danske FN-soldater forsøgt at holde gemytterne i ro. Måske har tilstedeværelsen af fremmede tropper sat tingene i perspektiv. Den 1. januar 2008 indførte cyprioterne i hvert fald euroen som betalingsmiddel. Det er ellers kun tre år siden, at landet kom med i EU, og Cypern ligger tre gange tættere på Bagdad end på Bruxelles. Så det er altså ikke fordi, at cyprioterne har mere til fælles med EU, end vi har i Danmark, eller er mere ¿europæiske¿, som det nogen gange hedder sig. Det er heller ikke fordi, de ikke kære sig om suverænitet og identitet, men de har nok en forestilling om, at EU ikke bare betyder ¿flere penge ned i min lomme¿. Det er et fællesskab med rettigheder og pligter, hvor man står sammen i medgang og modgang. Det burde den danske økonomiminister være den første, der stod ved. Sidste år kom Slovenien med i euroen. I år var det så Cypern og Maltas tur. Alle de lande, som er kommet med i EU i de seneste år, har lagt sig i selen for at komme med i fællesskabet. Euroen vokser i styrke og stabilitet. Alligevel tvivler danskerne - og regeringen tøver. Det ville klæde Bendtsen og Fogh at gå ind i kampen for at få Danmark med i euroen, for det er uden tvivl det forbehold, som har størst skadevirkning på Danmarks stilling i EU. [ Ole Christensen (f. 1955) er medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokraterne. I Parlamentet sidder han i beskæftigelsesudvalget, hvor han arbejder med det europæiske arbejdsmarked og den danske ¿flexicurity model¿. Tidligere fællestillidsmand i Dronningens Livregiment. Borgmester i Brovst Kommune i 1998-2002.