Hvad bliver vi brugt til?

Vi vil de kommende år komme til at opleve mange situationer, hvor vores forpligtigelser internationalt "militære såvel som civile" vil blive genstand for diskussioner, vurderinger m.v., efterfulgt af konkrete handlinger.

Det er derfor uhyre vigtigt, at vi gør os nogle grundige overvejelser over, hvorledes vi som nation i en global verden opfatter indholdet og formen af disse forpligtigelser. Senest har Karsten Lauritzen (6.1.) tilkendegivet nogle efter min opfattelse meget naive betragtninger over, hvorfor vi eksempelvis er i Afghanistan. Fokuserer vi lidt nærmere på landets historie, så vidner det ikke om en længere tradition for demokrati. Op igennem historien har de militære stormagter brugt dette geografiske område som ¿tumleplads¿ uden hensyn til befolkning, kultur, religion m.v. Men mest bekymrende i overvejelserne bør være, at den situation, vi befinder os i, er resultatet af en fejlslagen amerikansk sikkerheds- og udenrigspolitik. USA brugte de fundamentalistiske bevægelser i Afghanistan, herunder Taliban, til at bekæmpe den russiske tilstedeværelse i landet. De blev udstyret stort set med alle de våben de kunne bruge uden særlig omtanke for, hvad de kunne bruges til efterfølgende. Vi må som minimum i de forpligtigelser, vi indgår i såvel militært som civilt forlange, at det ikke har karakter af at være en ¿oprydningsaktion¿ efter fejlslagen amerikansk sikkerheds- og udenrigspolitik, som vi i øvrigt ikke har haft den mindste indflydelse på. Det er ikke rimeligt, hverken at bruge danske soldater eller for den sags skyld økonomiske midler i en aktion af en sådan karakter. Et andet eksempel herpå er Irak. Amerikanerne stod faktisk med tidligere forsvarsminister Donald Rumsfeld i kø for at udstyre Saddam Hussein med våben for at holde præstestyret i Iran i skak. Skal vore aktioner overordnet have forsvaret for demokrati som overskrift, så nødvendiggør det en langt mere kritisk holdning til, hvornår vores tilstedeværelse er i overensstemmelse hermed. Som minimum bør vi kende fortiden for derved at kunne forstå nutiden og dermed kunne være i stand til at forme fremtiden.