EMNER

Hvad der tjener Danmark

Under et debatmøde forleden blev jeg beskyldt for en gang at have stemt anderledes end de øvrige danske medlemmer af Europa-Parlamentet.

Den unge kandidat fra Dansk Folkeparti kunne stolt udstille den landforræderiske handling, thi Dansk Folkeparti ville altid stemme for det, der var i Danmarks interesse. Kandidaten fra Dansk Folkeparti har imidlertid fuldstændigt misforstået den politiske beslutningsproces i Bruxelles og Strasbourg. Processen foregår normalt på den måde, at den konservative gruppe, som med over en tredjedel af mandaterne er Parlamentets største, tager en grundig debat om det enkelte spørgsmål, hvorefter vi beslutter os for, hvad vi gør. Ikke ud fra, hvad der tjener danske, tyske, italienske eller franske interesser, men ud fra hvad vi mener, der er rigtigst for Europa som en helhed – for borgerne, for erhvervslivet, for miljøet og andre fælles interesser. Man følger ganske enkelt den politiske overbevisning, man har – og som man er gået til valg på. Derfor er den holdning, som Dansk Folkepartis kandidat gav udtryk for på mødet, helt fordrejet i forhold til virkelighedens verden. I de 15 år, jeg har siddet i Europa-Parlamentet, har jeg oplevet ganske få tilfælde, hvor den nationale identitet har spillet en rolle i en afstemning. Faktisk har tendensen været i retning af færre og færre eksempler derpå i de senere år. Men det er i sig selv jo heller ikke underligt. For hvad er danske særinteresser, når vi taler om forbrugerpolitik, økonomisk politik, kultur, transport, industripolitik eller miljø? På alle disse politikområder er der forskellige holdninger i Danmark – det kan vi se i Folketinget – præcis som det er tilfældet i Sverige, Østrig, Spanien og alle andre lande. Derfor vil jeg selvfølgelig oftere være enig med en tysk konservativ (kristendemokrat), end jeg vil være det med et dansk medlem fra socialdemokraterne eller SF. Dette forstærkes af, at Parlamentet stadig ikke har kompetence på de områder, hvor man kunne argumentere for, at der eksisterer danske særinteresser, som for eksempel institutionelle spørgsmål, traktatændringer, forsvarssamarbejde, fælles udenrigspolitik, og de forskellige landbrugs- og regionale støtteordninger. Det, valget drejer sig om, er at vi på søndag skal vælge 14 dygtige repræsentanter fra det politiske Danmark med velovervejede og velkendte politiske standpunkter, så vælgerne ved, hvad de får for deres stemme – eller om vi igen skal spilde gode danske mandater på at sende EU-modstandere af sted, der ikke har noget at lave i Parlamentet. Her mener jeg ikke der er tvivl om, hvad der tjener Danmark bedst.