Hvad er årsagen til vand i kroppen

Medicin 1. juli 2003 08:00

?Jeg kan mærke, at jeg har vand i benene og i fingrene, men har ikke lyst til at bruge vanddrivende piller. Kender du ikke et naturligt vidundermiddel i stedet for? Hvad er mon årsagen til hævelsen? Kan man godt have ligesom klemmen for brystet i denne situation og tyk mave? Jeg bliver 86 år om otte dage (hvis jeg når det, man ved jo aldrig), så jeg ved jo, at alle de småskavanker som vand i kroppen vil komme, hos mange allerede i en tidligere alder, men jeg har det ikke så godt med det. Jeg sidder ikke på min "dertil indrettede" hele dagen, men tager bussen til byen og går hjem, så jeg får motion næsten hver dag. Oldemor !Du bliver nødt til at snakke med din læge for at blive ordentligt undersøgt for årsagen til væskeophobningen i kroppen. Dine symptomer tyder på, at dit hjerte ikke arbejder godt nok, så blodet ikke bliver pumpet videre tilstrækkelig effektivt. Så vil det hobe sig op i lungerne, og det vil forplante sig baglæns til leveren og benene. Det er nok det, du oplever som en tyk mave. En nedsat nyrefunktion vil også kunne medvirke. Måske vil lægen indlægge dig til en nærmere undersøgelse på sygehuset, så du kan få en behandling mod årsagen til dine hævelser. Man må ikke kun behandle symptomer. Man skal finde årsagen. Din nyrefunktion skal også undersøges. Det vil nok være nødvendigt med vanddrivende medicin for at aflaste dit hjerte og modvirke væskeophobningen, og derudover skal du nok også have noget, der kan styrke hjertet. Naturmidler er næppe nok. Havde det kun været vand i benene, kunne der, selvom du motionerer, godt være tale om, at du sidder for meget stille med benene. Hjertet kan sagtens pumpe blod ned i fødderne, men det kan kun komme op til hjertet igen, hvis man bevæger sine fødder og ben det meste af tiden. Der findes nemlig inde i benene nogle store returårer – vener, der er forsynet med klapper, så blodet kun kan pumpes opad, hver gang returårerne klemmes sammen af musklerne. Det er det, man kalder venepumpen. Det er derfor vigtigt at bevæge fødderne, selvom man sidder stille, fx ved hjælp af et vippebræt, der kan fremstilles af et stykke krydsfinér og en tyk rundstok. Krydsfinérpladen skal være så stor, at fødderne let kan hvile på den, og rundstokken bankes så på tværs under pladen med et par søm. Det er en god idé at klistre skumgummi på rundstokken, så den ikke glider på gulvet, fx fra en engangs vaskeklud. En anden mulighed ved vand i fødderne er, at de mindste blodårer, hårkarrene, er lidt for utætte, så væsken for let siver ud imellem cellerne og ikke kommer helt tilbage. Her kan ekstrakt af hestekastanie, fx naturmedicinen Venokan eller Aesculaforce, være gavnlig. Medvirkende til vand i fødderne kan et for lavt indhold i blodet af visse æggehvidestoffer, som dannes i leveren, være. For så vil væsken ikke suges ordentligt tilbage i blodet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...