Hvad er akupunktur?

{ Akupunktur er en naturfilosofi, der bygger på balancen mellem Yin og Yang, to modsatrettede kræfter, som skal holdes i balance. Menneskets helbred afhænger af ligevægten både i kroppen, omgivelserne og universet. { Alle mennesker har ifølge teorien 12 meridianbaner, hvorigennem der strømmer en slags energi bestående af Yin og Yang. Denne energi kaldes C’hi, og hvis den kommer ud af balance, kan man genoprette den ved at stikke nåle ind i følsomme punkter på meridianerne. { Til en akupunkturbehandling anvendes der engangsnåle, og de stikkes en halv til en hel centimeter ned i huden. Nålestikket kan føles som en svag krampe, og behandlingen kan efterlade patienten med en berusende fornemmelse efterfulgt af afslapning. I moderne akupunktur eksisterer der flere metoder. Det kan både være de traditionelle nåle, elektrisk stimulans, laserbehandling, vakuum-behandling, lydvibrationer eller fingermassage. De fleste behandlere har specialiseret sig i én af behandlingsformerne. Akupunktur på fødestuer { Akupunktur er meget udbredt blandt jordemødre, og behandlingsformen bliver brugt på fødestuer landet over. Omkring 80 procent af alle jordemødre i Danmark har uddannelse i akupunktur, og på fire ud af fem fødesteder er det muligt at vælge den behandling. Jordemødre tilbyder specielt akupunktur under fødslen som afslapning og smertelindring, mens nogle også tilbyder det under graviditeten mod kvalme, hævelser og lændesmerter. { Grunden til, at akupunktur er blevet så udbredt lige præcis inden for jordemoderfaget, hænger sammen med, at der er dokumentation for, at det både virker, er relativt risikofrit og billigt. Jordemoder Lissa Borup færdiggjorde i september i år den hidtil største undersøgelse omkring brugen af akupunktur på fødesteder. Den konkluderede, at fødende kvinder har mindre brug for traditionel smertelindring, som epiduralblokader, hvis de modtager akupunktur som smertelindring under fødslen. Alternativ behandling i danmark [ 20,1 procent af danskerne har brugt alternativ behandling inden for det seneste år. [ 40,2 procent har brugt alternativ behandling på et andet tidspunkt i livet. [ Den typiske bruger af alternativ behandling er kvinde, 30-66 år og har 13-14 års skolegang. [ 39 procent bruger den alternative behandling som et supplement til behandlingen i det almindelige sundhedsvæsen. [ 32 procent har familie og venner anbefalet brug af alternativ behandling. [ 29 procent gør det, fordi de selv har gode erfaringer med alternativ behandling. [ Akupunktur er den tredje mest populære alternative behandlingsform efter massage og zoneterapi. Tallene er indsamlet i 2003 og offentliggjort i februar 2006. Kilde: Videns- og Forskningscenter for Alternativ Behandling.