Hvad er en kold skulder?

10. september 2002 08:00

?Vil du fortælle lidt om, hvad en kold skulder er for noget? Hvad kommer det af, og hvad kan der gøres ved det? Jeg er i besiddelse af en sådan, og foreløbig har jeg været plaget af den i to måneder. Jeg har fået et par blokader, som ikke hjalp. Jeg har fået at vide, at det kan vare længe, men hvor længe er længe? Den kolde skulder !Kold skulder - frossen skulder - er en slags betændelsesreaktion i vævet omkring et skulderled. Det er kapslen, der "klistrer" sig fast på overarmens kuglehoved i skulderleddet på grund af ændringer af æggehvidestofferne i ledhinderne. Det har ikke noget med bakterier at gøre, men kan komme efter senebetændelse eller slimsækbetændelse i skulderleddet. Ofte er der dog ingen sygdom i øvrigt i skulderleddet. Kold eller frossen skulder kan også komme i forbindelse med en systemlidelse i kroppen, fx sukkersyge, kronisk lungelidelse eller blodprop i hjertet. Holdes armen stille i længere tid, forværres symptomerne og bevægelsesindskrænkningen. Det er derfor vigtigt så hurtigt som muligt at få skulderen igang igen ved skader, og ved sengeleje at lave øvelser i sengen. Her, og når man er oppe, kan man have hjælp af en trisse, der sættes op, så man med den raske arm kan trække den ramte skulder/arm op ved hjælp af en snor, der går op over trissen og har et håndtag i begge ender. Det er oftest kvinder over 50, der rammes af kold skulder, men mænd kan også få det. Smerterne og stivheden udvikles i reglen gradvist i løbet af nogle måneder, skulderen bliver øm, og på røntgenbilleder kan man ofte se afkalkning. Det er ikke umuligt, at hormonbalancen har betydning. I de fleste tilfælde forsvinder lidelsen efter 12-18 måneders forløb, men hos nogen kommer der vedvarende bevægeindskrænkning. Behandling har som regel ikke større effekt, men fysioterapi med fx laserbehandling eller ultralyd kan lindre meget, og indsprøjtninger med binyrebarkhormon også. Da der er knoglesvind og kalksvind ved lidelsen, er det dog ikke så godt at give binyrebarkhormon mere end højst et par gange. Akupunktur eller zoneterapi har hos nogen en helt udmærket effekt på kold skulder. Det er min favoritbehandling. Fra en lytter til min radioudsendelse fik jeg sendt et råd om brug af omslag med bukkehornsfrø. Det skal være knuste bukkehornsfrø. Lytteren lagde bukkehornsomslag på sin skulder fem gange om dagen og lod sidste omslag blive på om natten. Kun godt tre døgn senere var han fuldstændig rask. På det tidspunkt var han knap 80 år. Grøden fremstilles af 3-5 teskefulde knuste bukkehornsfrø, som tilsættes så meget vand, at det kan dampe væk på ca. to minutter under omrøring og ikke for heftig varme. Frøene anbringes så i en linnedklud og lægges på, når det ikke brænder mere. Efterfølgende dækkes med et håndklæde og evt. plastic for at undgå skader på tøjet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...