Hvad er formålet?

Den tidligere amerikanske våbeninspektør Scott Ritter blev interviewet i Information 2. maj 2007.

Det var en illusionsløs mand, der udtalte sig. Selv for en læser årgang 1935 – og som sådan har man lagt øjne og ører til lidt af hvert, som kan beklæde nervebanerne med hård hud – var det barsk og direkte tale. Det korte sammendrag af interviewet kan lyde: USA’s mål er verdensherredømmet. Alt, der kan blokere det, bliver modarbejdet af USA. Europa er et instrument for amerikansk politik. Og europæerne er godt dresserede. USA er mestre i at skabe trusler af ingenting og udfordre den sunde fornuft. Evindelige gentagelser får folk til at tro på, at de er truet. ”Amerikanske politikere har udvist en skræmmende stor vilje til at sende amerikanske soldater i døden for at promovere ders egne hjemlige interesser. Det handler i sidste ende ikke om andet end personlige interesser” (Scott Ritter) Drømmen om verdensherredømmet har fulgt de neokonservative siden afslutningen af den kolde krig. Det er dokumenteret i den amerikanske sikkerhedsstrategi tilbage i 1992. Man kan desværre trække linjerne endnu længere bagud. Strategien for råstoffer og verdensherredømmet stod bl. a. på forsiden af New York Times d. 30.5.1985. Begæret mod verdensherredømmet kan faktisk spores tilbage til slutningen af indianerkrigene i USA. I 1890 udtalte kommandør A.T, Mahan, præsident for The Naval War College:”Hvad enten de vil eller ej, må amerikanerne nu til at rette blikket udad”. Der blev talt om USA’s ydre interesser, der i begyndelsen blev drevet af privatøkonomiske interesser, men med hjælp fra folk som Mahan, blev de løftet op til at være noget nationalt og skæbnemæssigt betydningsfuldt. I løbet af få år havde privatøkonomiske interesser, nationale messianske drømme og massemedierne (aviserne) fået pisket den rette stemning op: ”Det er på tide, at nogen vågner op og gør sig klart, at vi nødvendigvis må annektere visse besiddelser – vi ønsker hele den norlige hemisfære”. (Senator Cullom fra Illinios). Og snart var både Hawaii og Cuba og Filippinerne under amerikansk kontrol. Sagføreren Albert Beveredge fra Indianapolis, leder af de progressive i amerikansk politik, havde en vision: Amerikanske virksomheder og amerikansk jord fremstillede mere, end det amerikanske folk selv kunne forbruge. ”Skæbnen har prentet vor politik for os: Verdenshandelen må og skal blive vor... Vi skal dække oceanets flade med vore handelsskibe. Vi skal bygge en flåde, som står mål med vor storhed....amerikansk lov, amerikansk orden, amerikansk civilisation vil vide at udplante sig på de bredder, som hidtil har været tilsølede af blod og totalt uoplyste; men som nu, takket være Guds mellemkomst, fremtidig skal blive skønne og lysende.”(Oplysninger og citater stammer fra Barbara Tuchman: Det stolte tårn, bind I, s. 137-162) Her begynder den ulyksalige opbygning af verdens militær-industrielle komplekser. Det blev nødvendig at sætte nedrustning på dagsordenen. Offentligheden ville det. Politikerne og de militære og økonomiske kræfter ville ikke, og ”en regering, der ikke kunne styre pressen, var ikke en bønne værd”. (Tuchman II, s. 162). På 2. Haag Konference i 1907 tog det kun i alt 25 minutter at viser, at nedrustning ikke kunne lade sig gøre, hvorefter resten af fredskonferencen blev brugt på krigens love og metoder. Siden har vi oplevet mange uhyrligheder. Vi har fået en dynamo, der hedder våbenkapløbet, som sikre enorme tildelinger af penge, mennesker, maskiner og hjerner – plus euremismer og myter, der får os til at acceptere og betale. I 1955 skete der noget ejendommeligt. Den 10. maj accepterede russerne langt om længe og efter flere års hårdt pres et nedrustningsudspil, der bl. a. ville have standset atomoprustningen og fjernet atomvåbnene, samt accepteret en nedrustningsplan, der var resultat af otte års debatter og ekspertstudier. Man havde bl.a. kørt en ”test” på budgetbegrænsninger i forsvaret, der omfattede 90 pct. af verdens militærudgifter i 1931-32 for at se om forslagene virkede. Det gjorde de. Og Sovjet accepterede det hele! 10. maj 1955. Hvorpå USA sprang fra Vestens egne for slag. De må have følt, at det blokerede veje til verdensherredømmet (Kilder: P. Noel-Baker: The Arms Race, 1958, kap. 2: The Movment of Hope: May 10, 1955) Når man læser Scott Ritter, Barbara Tuchman og Noel-Baker får man lyst til at stille spørgsmålet: Hvad er formålet med, at USA altid har hånd i hanke med verdens ”tæskehold”: FN, NATO, Verdensbanken, Den Internationale Valutafond, Atomenergikomissionen og de andre institutioner, der alle er afgørende for verdens velfærd, forstået som den grådige optimismes velfærd?