Hvad er formålet?

NORDJYSKE Stiftstidende havde (12.11.) et udmærket indlæg, "Ikke alt kan tælles", omhandlende udmøntningen af folkeskolens formål.

Underviser på Læreruddannelsen i Aalborg, Bodil Christensen, peger i indlægget ("På kanten") på, at almenskolens (folkeskolens) fokus til stadighed har drejet sig om to perspektiver, frit gengivet som 1. at give eleverne viden, kundskaber og færdigheder samt 2. at forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Når nævnte indlæg lyder "Ikke alt kan tælles", så skyldes det angiveligt, at Bodil Christensen - af pædagogiske grunde- finder behov for at tydeliggøre, at skolens formål ikke kun drejer sig om indlæring af de såkaldte redskabsfag, tale, læse regne m.fl., hvor der afholdes prøve/eksamen, men at skolen som institution har en lige så vigtig funktion som dannelsesfaktor. Personligt har jeg aldrig taget skade af at have været udsat for folkeskolens kundskabsformidling og opdragende/dannelsesmæssige tiltag. Nuvel. Folkeskolens formålsparagraf bliver af tidligere undervisnings- og finansminister Knud Heinesen betegner som samfundets trosbekendelse, fordi formålsparagraffen er udtryk for, hvilke væsentlige værdier der skønnes at have almindelig tilslutning i befolkningen. Knud Heinesen beskriver i bind et af sin erindringsbog, "Min Krønike 1932-79", blandt andet, hvordan det fælles folkelige værdigrundlag kom til udtryk i Folkeskoleloven fra 1937, hvor Jørgen Jørgensen (1888-1974) fra Det Radikale Venstre var undervisningsminister. Citat: "Folkeskolens formål er at fremme og udvikle børnenes anlæg og evner, at styrke deres karakter og give dem nyttige kundskaber. Kristendomsundervisning i folkeskolen skal være i overensstemmelse med folkekirkens evangelisk-lutherske lære". Jørgen Jørgensen skriver, at den paragraf havde han "personligt udformet", fordi "departementschef Barfoed... bad dig fritaget for at formulere de mere principielle synspunkter, som jeg ønskede skulle indsættes i loven. Der blev angiveligt et egentligt skolesyn". Formålsparagraffen fik bred politisk tilslutning. I 1941, da Jørgen Jørgensen stadig var undervisningsminister, fremkom ham med et omfattende, væsentligt supplement til formålsformuleringen i en bekendtgørelse: "Skolen må igennem sin virksomhed foruden at være kundskabsmeddelende være opdragende og karakterdannende. Den bør udvikle og styrke børnenes sans for etiske og kristelige værdier, give dem ærbødighed for menneskelivet og naturen, kærlighed til hjemmet og bort folk og land, respekt for andres meninger, følelse for fællesskab mellem folkene og samhørighed med andre nordiske folk. Skolen må således bidrage til at give børnene idealer, hjælpe dem med at sætte mål i livet, øge deres respekt for oprigtighed i tale og adfærd og styrke deres pligtfølelse. Gennem sund disciplin læres god opførsel og udvikles sans for orden". Det var en programerklæring, der ville noget, og som afspejlede undervisningsministerens opfattelse af folkets fælles værdier anno 1941". Citat slut. Ovennævnte beskrivelse blev udformet under Danmarks besættelse. Og måske luftede man ikke dengang sin uenighed omkring værdier. Heinesen fandt, at samfundet i 1972 var blevet pluralistisk. Nu drejer det sig om forældresamarbejde, forståelse for andre kulturer m.m. P.S.: Det står enhver frit for at arbejde videre med en aktuel formålsformulering.