Lokalpolitik

Hvad er problemet?

Er det for meget forlangt, at borgerne bliver indbudt til debat om, hvad der skal blive bedre, hvorfor og hvordan? skriver Karl Bornhøft om fremtidens amts- og kommune-struktur

Den offentlige sektor er sendt til eftersyn – åbenbart for at finde ud af, om den er behæftet med fejl. Værkstedet er den Strukturkommission, som regeringen har nedsat. Den skal inden årets udgang komme med sit bud på, hvordan man skal løse fremtidens kommunale opgaver. Da netop indretningen af den offentlige sektor åbenbart et det vigtigste tema, kan man vist roligt kalde det et hovedeftersyn. Man kan imidlertid spørge sig selv, hvorfor hovedeftersynet netop skal være indretningen af den offentlige sektor? Hvad er det, der skal blive bedre end i dag, hvorfor og hvordan? For man må da gå ud fra, at det handler om andet og mere end Dansk Industris påstand om, at der automatisk kan opnås skattelettelser ved at fjerne et af de skatteudskrivende niveauer? – eller regeringens åbenlyse behov for at vise handlekraft!! Det handler vel om, at det, i andre lande så vidt berømmede, danske demokrati, skal tilpasses nye tider – uden at vi giver køb på de grundliggende værdier i velfærdssamfundet, for eksempel hensynet til de svageste. Det handler vel om, at vi må finde ud af, hvordan vi skal klare den store udfordring der venter forude: At færre skal ernære flere i de kommende årtier – og det naturligvis bliver en svær opgave for vores velfærdssamfund. VISER DET sig, at der er behov for at ændre strukturerne for at kunne tage den udfordring op, så skal ændringer være velkomne. Men det er vel ikke for meget forlangt, at der udgangspunkt var solid dokumentation for, at den nuværende struktur har spillet fallit – f. eks ved, at borgerne er synligt utilfredse med det eksisterende. Og det var måske heller ikke for meget forlangt, at borgerne bliver indbudt til debat om, hvad det er, der skal blive bedre, hvorfor og hvordan? Men det er selvfølgelig ikke regeringens kop te at høre, hvad borgere eller andre kedelige smagsdommere har at sige – så hvorfor dog spilde tid på at hænge sig i kendsgerninger. JEG VIL dog tillade mig at fremhæve nogle kendsgerninger – vel vidende at de måske er uglesete. Imidlertid er jeg (kedelig) tilhænger af åben og nuanceret debat om fremtidens offentlige sektor, fordi det grundlæggende handler om gøre sig klart, hvad det er for et samfund vi gerne vil leve i. Derfor bør man huske følgende: Der er ingen dokumentation for, at strukturændringer vil give en billigere eller bedre opgaveløsning for borgerne. De undersøgelser der findes viser derimod, at prisen for strukturændringer i den offentlige sektor er enorme, og man skal derfor skal være meget sikre og overbeviste om, at fordelene som minimum kan modsvare prisen. Debatten er sat i gang, som om der ikke var foregået nogen udvikling og undersøgelser siden kommunalreformen i 1970. Det er naturligvis ikke sandheden - for inden for de seneste 20 år er der lavet ikke mindre end fire udredninger af arbejdsfordelingen mellem stat, amter og kommuner. De viser alle, at vi havde en udmærket arbejdsfordeling, der løbende bør ajourføres i forhold til løsningerne – men regeringen kunne åbenbart ikke lide konklusionerne! RETTER VI blikket mod de amtslige sundhedsvæsener, viser kendsgerningerne, at der ikke i Europa findes et sundhedsvæsen, der dokumenteret er bedre end det danske. Det danske sundhedsvæsen giver mest kvalitet for pengene, det er billigere end de fleste andre lande vi sammenligner os med, og patienttilfredsheden i Danmark er suverænt den største. Det skulle man ikke tro, når Lars Løkke udtaler sig om det danske sygehusvæsen. Han nedsatte derfor tidligere i år et ekspertudvalg, der skulle give et bud på fremtidige modeller for organisation og styring af sygehusene. Udvalget pegede, desværre for Lars Løkke, på en modernisering af den nuværende struktur. Ikke noget med at store regioner eller statslige selskaber, men snarere en struktur med omkring halvt så mange amter som i dag. Det viser om noget, at amternes varetagelse af opgaverne ikke har været så tosset endda. AMTERNE har aldrig haft nogen folkelig-demokratisk identitet, siges det. Der er ingen, der identificerer sig med dem, og spørger man folk, siger de fleste, at de sagtens kan forestille sig et liv uden amter. Det paradoksale er imidlertid, at borgernes påståede mangel på interesse for amterne ikke ses på valgdeltagelsen til demokratiske organer. Ved seneste folketingsvalg var stemmeprocenten 87,15 pct., ved kommunalvalg 85 pct., ved Amtsrådsvalg 86 pct., ved menighedsrådsvalg 17 pct. og ved skolebestyrelsesvalg 40 pct. ved kampvalgene. Så skulle stemmedeltagelsen afgøre amternes fremtid, burde man før nedlæggelsen fjerne skolebestyrelser, menighedsråd og kommunalbestyrelser før turen kom til amtsrådene! EFTER MIN bedste opfattelse må udgangspunktet for drøftelserne af velfærdssamfundets fremtidige udfordringer frem for alt være en beslutning om, hvad det er for et samfund, vi gerne vil leve i. Når markedsmekanismerne breder sig til den offentlige sektor og flere private aktører træder ind på scenen, er det mere end nogensinde vigtigt, at vi bevarer den politiske kontrol. Marked og konkurrence må til enhver tid følges op af et politisk ansvar for helheden. Markedet vil tilgodese de stærke borgere, men de svagere borgere vil blive taberne. Derfor er der brug for folkevalgte politikere til at udøve en demokratisk kontrol af markedet til at tale de svages sag og afveje på tværs af sektorer. Og netop det at tænke i helheder uden at være bundet op på snævre lokale interesser eller en bestemt sektors særlige interesser, er hvad den folkevalgte amtspolitiker kan. Amtspolitikerne kan tænke regionplanlægning sammen med erhvervsudvikling, udvikling sammen med turisme osv. SÅ SELV OM amterne er politisk uglesete, må man konstatere, at det ikke skyldes, at vi ikke har løftet opgaverne på forsvarlig vis. Der har såvel politikere som ansatte gjort i høj grad. Dertil kommer, at der langt fra er gode bud på, hvem der fremover skal løse amternes mange special-opgaver. Kommunerne vil have gerne gymnasierne, og at de også gerne vil løse opgaver på det socialpædagogiske område, som amterne løser i dag. Men det er svært at mane den tanke bort, at det måske drejer sig om noget, man ikke kan sige højt og slet ikke offentligt: Det er mere kamp om opgaver og dermed om magten – end det er reelt bud på at kunne løse opgaverne bedre end det sker i dag. Den nuværende fordeling af opgaver mellem staten, amter og kommuner er naturligvis ikke eviggyldig. Der er grund til at overveje, om ændringer i opgavefordeling kan føre til bedre sammenhæng, mindre kassetænkning, større engagement m.v. Men det er for let købt at sige, at hvis bare amterne nedlægges og kommunerne gøres større, så er alle fremtidige problemer løst. DET ER VIGTIGT at fastholde, at Strukturkommissionen ikke som udgangspunkt skal komme med et færdigt forslag. Den skal præsentere modeller for, hvad politikerne kan gøre - og politiske handlinger kræver ret beset en demokratisk debat. Den skal vi insistere på – ligesom eventuelle strukturændringer fortsat kræver tre folkevalgte niveauer, så demokratiet kan bevares. Der bør som minimum afsættes god tid til en debat med borgerne om hvad er det, der skal blive bedre end i dag, hvorfor og hvordan? Og herunder hvad er det grundlæggende for et samfund vi gerne vil leve i? Først derefter kan det afgøres om det er indretningen af den offentlige sektor, der svaret på spørgsmålet. Karl H. Bornhøft, Mursejlervej 9, Hjørring, er amtsrådsmedlem for SF og formand for sundhedsudvalget i Nordjyllands Amt. E-mail: karlb@nja.dk. Hjemmeside: http://karl.sf.nordjylland.dk