Hvad er problemet?

Fyens og Nordjyske Stiftstidende Christiansborg 1240 København K

Ifølge Inga Simonsen fra Løgstør er en hel generation af ældre i gang med at få stemplet "dement" - en sygdom som slet ikke fandtes for 10-15 år siden. - Kunne sundhedspersonalet ikke for en gang skyld gribe i egen barm og spørge sig selv, hvad fremskridtet er for alle de demente, der sidder indespærret uden at tale med andre mennesker på de dementafdelinger, ethvert plejehjem "med respekt for sig selv" har etableret, spørger Inga Simonsen, som selv er bange for at blive anmeldt til demenspolitiet, når hun en dag glemmer nøglerne. "Hvad er problemet? Måske er et af dem, at vi kommanderes til at købe os til alt. Der er ikke prestige i at kune noget, som ikke kan gøres op i penge. Hvem tør gribe lidt fat i den manglende viden?(...) Hvis livet kun er at blive "Stjerne for en aften", så må der jo blive mange tabere. Hvem tænker på svampetur, bærtur, fisketur, zoologi, botanik, historie og kunst? Museer? At bruge sine øjne til at opleve livets mangfoldighed? Hvordan giver man budstikken videre uden at være en "nørd"? Agnes Rom, Aabybro Inger-Lene Poulsen fra Hirtshals mener, at hvis der bare var fast arbejde til alle og nok af det, ville det løse en lang række problemer. Så ville der nemlig opstå en domino-effekt, hvor det blev muligt at give sine børn en målrettet uddannelse, give unge mennesker mod på livet, opnå tryghed og livskvalitet og mange andre ting. - Nu er dette et utopisk eventyr - hvordan kan det blive til virkelighed? "Hvis man tager sig tid til at undersøge, hvorfor det er blevet sådan, at unge mennesker hellere vil sidde hjemme og kede sig, end de vil hjælpe til med noget, opdager man ret hurtigt, at det er den forrige generation plus mange politikere, som har overbevist de unge om, at de ikke skal røre sig efter noget, med mindre de får en god løn for det. Det er så det, der svier til mange foreninger og andet frivilligt arbejde i dag." Henning Grotum Sørensen, Sæby Ifølge Eva Sellin Mortensen fra Fjerritslev er det vigtigste problem, at vi ikke anerkender, at vores psykiske velbefindende er lige så vigtigt som vores fysiske. Vi har glemt antikkens motto: En sund sjæl i et sundt legeme. - Uligheden viser sig bla. ved at der er gratis adgang til lægehjælp, når vi fejler noget fysisk. Der er tilskud til behandling ved tandlæge, fysioterapeut og kiropraktor. Men ligeså snart vi har psykiske problemer, så skal vi betale af egen lomme (psykologer og psykoterapeuter). Det eneste sted, der er gratis, er i psykiatrien, som er overbebyrdet og ikke handler om ganske almindelige menneskers daglige problemer. Disse kan vokse én over hovedet, hvis man ikke får hjælp i tide. Eva Sellin Mortensen opfordrer til, at vi taler mere åbent om det naturlige i at have "ondt i livet", som vi gør det med ondt i kroppen. "Ude i Østen tager man sig af sine egne lige til dødsdagen. I Vesten, nåh ja, her har vi jo nogle tilsyneladende - men her knirker det jo også - gode alderdomshjem, hvor vi kan anbringe far eller mor, med argumenter som, at "de har bedre af kyndig pleje", eller "det har vi slet ikke plads til", eller "det har vi slet ikke tid til, selvom vi gerne ville". Så er samvittigheden ren, og så kan man altid kigge forbi en gang eller to om året...sølle - ikke sandt!" Alex James, Gistrup