- Hvad fanden er det for noget lort, jeg nu har lavet

Efter nogle hårde år med depressioner er Lars von Trier i gang igen. Katastrofefilmen "Melancholia" bliver vist i Cannes og Nordjyske har mødt dansk films mest toneangivende instruktør inden afrejsen

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Jordklodens timeglas er ved at løbe ud i Lars von Triers "Melancholia".Foto: Christian Geisnæs

Siddende der i en sofa i sin skrivehytte i filmstudiet Zentropa ser Lars von Trier ikke ud til at være en kontroversiel skikkelse. Vores samtale på fem kvarter er morsom, indsigtsfuld og nærmest hyggelig. En ting er dog sikker. Manden der bliver kaldt en "menneskesky ekshibitionist" kan absolut ikke finde ud af at lyve. Interviewet udføres i øvrigt uden at journalisten har haft chancen for at se den nye film "Melancholia". Det har ingen udover von Triers allernærmeste medarbejdere før verdenspremieren onsdag 18. maj i Cannes. En lille smule ved vi dog. "Melancholia" har som slaglinje: "En smuk film om verdens ende". Et ungt par skal giftes og de spilles af amerikanske Kirsten Dunst og svenske Alexander Skarsgård, der er søn af Stellan, som også er med i filmen. Bryllupsfesten bliver holdt hos hendes søster spillet af Charlotte Gainsbourg, hvis mand spilles af Kiefer Sutherland. Inviteret til festen er også folk som John Hurt, Jesper Christensen og Udo Kier. Pludselig viser det sig, at planeten "Melancholia" har katastrofekurs mod jordkloden. Du er klar med "Melancholia" allerede to år efter "Antichrist". Hvorfor har du været så hurtig den her gang? Ja, det er sgu kun to år siden med "Antichrist". Det er faktisk ret hurtigt. Grunden til at jeg skrev filmen, var jo, at jeg fik en henvendelse fra Penelope Cruz. "Melancholia" er altså skrevet til hende. Jeg talte meget med hende og det var ret inspirerende, så hun har en del af æren for værket, hvis der er en sådan. Selvfølgelig er det irriterende, at hun så meldte fra i sidst ende (for at være med i "Pirates of the Carribean: On Stranger Tides", red.). Penelope Cruz sagde bagefter, at hun gerne ville være med en anden gang, og det skal hun være velkommen til, men hun skal ikke skulle regne med, at filmen så er skrevet specielt til hende. Det er lidt som i tegneseriestriben Søren Brun, hvor Trine tager fodbolden væk, når Søren skal sparke. Søren Brun bliver ved og ved, men der er nok grænser for, hvor mange gange jeg gør, ha ha. Hvad var din personlige udfordring ved den her film? Jeg har lige siddet og skrevet mit directors statement, hvor jeg kritiserer filmen ret voldsomt. Når jeg ser traileren og billederne, tænker jeg hvad fanden er det for noget lort, jeg nu har lavet. Det er sgu så romantisk det hele! På et tidligt tidspunkt besluttede jeg at dykke ned i tysk romantik. Filmen er plastret til med Wagner-musik i en grad som jeg aldrig har brugt før. Det er væg til væg Wagner fra "Tristan og Isolde". Billederne er sådan noget hardcore tysk romantik, og jeg er ret glad for filmen, men om jeg er særlig stolt af den i sine enkeltheder, ved jeg nu ikke rigtigt. Romantik er jo klichéer og siden Hollywood taget klichéerne til sig, er det svært at give en film med romantik kant. Tog formen magten i forhold til indholdet? Jeg har en tendens til at køre ret langt ud både med hensyn til historie og den visuelle stil, og da først jeg trådte op i det romantiske spor, kørte toget af sig selv. Det har jeg nydt og jeg er glad for filmen, men set billeder for billede er den temmelig uspiselig. Så snart folk går i brudekjoler og tuxedos og bevæger sig på golfbaner om natten, kommer en film hurtigt til at ligne en reklame for Merci-chokolade. Grænsen er hårfin. Hvordan ville du reagere, hvis du vidste Jorden gik under om en uge? Hvis filmens teori holder stik, ville jeg være rolig og fattet, fordi jeg er melankoliker. Jeg lavede en del psykologisk research, hvor jeg fandt ud af, at normalpersonen ville gå i panik i en katastrofesituation, mens melankolikeren ville sige 'hvad sagde jeg', og så ville han højst sandsynlig være mere klar og effektiv i den situation. Og det håber jeg jo. Jeg håber da også, at når jeg har været så bange for at dø gennem hele livet, at man så tager det med et smil, når det endelig kommer. Det er muligvis ikke rigtigt. Jeg diskuterede det ret meget med Ernst-Hugo Järegård, det her med om al vores dødsangst ville gøre os meget bange, når vi skulle dø eller det modsatte. Ernst-Hugo havde en stor skræk for at dø, men med det komiske islæt, at han ikke rigtigt kunne forestille sig verden uden ham i den. Han kunne ikke forestille sig, hvordan Sverige ville klare sig kulturelt uden ham. I forhold til den regulære depression du havde, da du lavede "Antichrist", hvordan er det så gået siden? Ja, nu drak jeg sindssygt meget under optagelserne til den her film, siden er jeg holdt op. Jeg må indrømme, selv om det gør mig ondt, at man har det sgu meget godt, når man ikke drikker. Det er pisseirriterende, for rent filosofisk er jeg meget imod afholdenhed. Forsøger du at lappe på angst med alkohol, bliver det hele bare noget lort. I et halvt år har jeg været helt clean og jeg må med skam meddele, at jeg har det sgu meget godt. Hvis du ville kunne blive tungsindigheden og depressionerne kvit, ville du så gerne bytte din filmkarriere for det? Når man har det rigtigt dårligt, kan man kun stirre ind i en væg eller passe sin have. Nu har jeg det rimeligt godt, men der har været mange øjeblikke, hvor jeg gerne ville bytte. Jeg kan love dig, at hvis man har angst, så vil man gøre hvad som helst for at blive det kvit. Der er noget, der hedder venstresvingsangst. Det er når du holder i et kryds og skal svinge, og pludselig så føler de, at de er ved at dø. De har aldrig mærket det før. Det kan komme meget voldsomt som et lyn fra en skyfri himmel. Får du det sådan vil du tage imod et hvilket som helst tilbud fra Satan om at bytte til noget andet. Hvordan finder du ud af, om en international stjerne er den rette til rollen? Der er jo en form for retfærdighed i det amerikanske system på den måde, at der er meget få topstjerner, der er elendige skuespillere. Som stjerne skal skuespilleren have den evne, at publikum skal kunne holde ud at se så meget på dem. Altså Nicole Kidman havde virkelig noget at byde på. Du kan næsten ikke gå helt galt i byen med de store. Arh, måske er jeg lidt i tvivl om, hvorvidt Sylvester Stallone kunne yde noget, ha ha, men man må sige, at de fleste har et talent og noget karisma og noget liv. Derfor er jeg sjældent nervøs. Med hensyn til Kirsten Dunst, spurgte jeg faktisk P. T. Anderson, der har været i Danmark og interviewe mig tidligere, og han anbefalede Kirsten Dunst. Han var meget begejstret for hendes kvaliteter og fik mig til at se ting, som jeg ikke lige selv havde set hos hende. Hun blev supergod. Hun havde også stor forståelse for sin figurs melankolske sider. Kiefer var jeg ikke i tvivl om. Ham har jeg altid set som superoverbevisende. Han var virkelig hittepåsom. Ikke en scene var ens fra gang til gang. Man kan se han har lavet meget tv og virkelig kan fyre den af. Charlotte Gainsbourg kendte jeg jo i forvejen. Hun er sød. Hun er en meget interessant type. Jeg sad engang til en middag med hende, hvor hun var så genert, at hun ikke sagde noget til mig hele middagen. Så spurgte jeg, hvordan hun kunne være så stille, når hun kunne ligge i skoven og tvangsmasturbere i "Antichrist"? Hun svarede helt stille med et lille smil: "Ja, det ku' du li' at vide". Meget frisk. Du har skiftet fotograf fra Anthony Dod Mantle til Manuel Alberto Claro. Hvorfor? Anthony og jeg havde nogle uoverensstemmelser på "Antichrist". Jeg er sikkert ret umulig. Enten er man med mig eller imod mig. Jeg var meget utilfreds med meget af det Anthony Dod Mantle lavede. Problemet har nok været, at han har været med på to af mine film, hvor han næsten kun satte lys, mens jeg tossede rundt med kameraet. Han havde sparet sammen til at give mig gaver, som jeg ikke ville have. Og så var der en masse aftaler vi havde lavet, som han ikke overholdt. Det sårede mig dybt, fordi jeg i forvejen var helt på røven rent psykisk. Før har jeg måske sagt noget til ham ti gange, men jeg kunne kun sige det halvanden gang på grund af min depression, og derfor skete der en masse ting, jeg ikke havde styrke til at stå imod. Det var irriterende. Vi prøvede så at gøre noget i filtersætningen bagefter, men sammenlagt blev filmen alt for lyssat og for pæn. Jeg havde en meget mere rå film i tankerne. Er dine film så særlige, bare fordi du er dig eller kræver det en styrke ikke at blive opslugt af mainstream-floden i filmens verden? Jeg har heldigvis næsten altid haft det sådan, at min løn har været dækket af Zentropa. Det værste som instruktør er, hvis man er nødt til at lave noget, der bliver en succes hele tiden. Det er virkelig hårdt og det må være næsten umuligt. Selv de dygtigste instruktører kan jo ikke lave en god film hele tiden. På papiret ser det ud til, at der hele tiden kommer så og så mange hits fra Hollywood, men deres fejlprocent er ligeså stor som i vores del af verden og det koster enorme summer af penge. At please et publikum er en svær disciplin og det er jeg heldigvis sluppet for - eller sluppet for at have det mål. Jeg er i så privilegeret en position, at den skal da udnyttes til at ikke at blive styret af andre. Det føler jeg et stort ansvar for. I modsætning til en instruktør som Carl th. Dreyer har du sikret dig en sandkasse at lege i på dine gamle dage? Sikret og sikret. En film bliver altid finansieret på den forrige film. Du bliver nødt til at give distributørerne og de udenlandske producenter noget af det de vil have, men selvfølgelig har mange af dem interesser, der går i min retning. At lave danske film er for svært at finansiere for mig. Nu er jeg i færd med at skrive noget der nærmest er en pornofilm, og det er sindssygt svært at finansiere. Jeg har allerede indstillet mig på, at jeg laver en softcore og en hardcore version. Det andet er for svært at finansiere. For at lave den film, jeg helst vil lave, er jeg nødt til at lave en film, som andre ikke kommer til at klippe. Ja, ja, det er ikke en rendyrket pornofilm, men den hedder "Nymfomanen". Jeg gav Peter Aalbæk to filmtitler at vælge imellem. "Lort i liggesåret" og "Nymfomanen". Den første handler om en mand, der er ved at dø, som ikke vil modtage smertestillende medicin. Jeg spurgte ham, hvad han ville sige som filmkøbmand? Han valgte "Nymfomanen". Jeg har altid været vild med Marquis de Sade og hans historier er jeg blevet inspireret af til mange af de film, jeg har lavet. Det er historien om en kvindes erotiske opdragelse. Jeg skal bare finde en skuespiller, der har nosser nok til at spille hovedrollen og som samtidig er en god skuespiller. Filmen hedder "Nymfomanen", vel vidende at det er et meget politisk ukorrekt udtryk i dag, så filmen skal naturligvis diskutere sin titel. Hvad kan du sige om den anden film? Den handler om en mand, der har været underkuet af sin familie gennem hele livet, men da han ligger for døden sætter han hælene i og vælger at døden skal være helt hans egen. Familien vil bare have at han skal have en dosis morfin og hans død kan ikke gå for hurtigt i deres øjne. Det er historien om et meget sent og ubehageligt oprør.{ 2009 Antichrist Herhjemme fik filmen en god modtagelse, men i for eksempel Frankrig gik det ikke så godt. Det undrer mig, men måske fordi det er et katolsk land, så man filmen som en provokation, og hvis først den har den mærkat, gider ingen jo se den. 2006 Direktøren for det hele Filmen fik usædvanligt dårlige anmeldelser, og det var lidt unfair, når "Anja og Viktor" fik mange flere stjerner. Jeg synes selv, den er ret sjov, og jeg kender da en del som har det på samme måde. Ret utroligt jeg kunne lave en dansk komedie med kendte skuespiller, der blev set af så få. 2005 Manderlay Hvorfor skulle jeg også fortælle amerikanerne noget om, hvordan de behandler deres sorte? Man mærker for meget hvad jeg vil og filmen blev for pædagogisk. Og så ville det være en betydelig bedre film, hvis den var en time længere. Jeg har en teori om at de fleste rigtigt gode film er lange. 2003 De fem benspænd Det var min idé og så var Jørgen Leth jo ikke til at ryste, selv om man ikke just kan sige, at han gjorde præcis, hvad jeg bad ham om. Jeg har altid ønsket mig at have Ingmar Bergman til min rådighed og give ham nogle udfordringer. 2003 Dogville Det er min favorit blandt mine egne film, fordi jeg kan lide alle de ord, der er i den. Filmen er baseret på Bertold Brechts sang "Sørøver-Jenny". Det var et lykkeligt projekt, fordi det begyndte med en god historie. 2000 Dancer in the Dark Historien er kedeligere end "Breaking the Waves" og den blev lidt klichéagtig. Det med de 100 kameraer fungerede heller ikke optimalt, men Björk spillede fantastisk godt, selv om hun havde det dårligt. Hun var bedre end en skuespiller, fordi hun var sig selv. 1998 Idioterne Den har jeg det meget godt med. Idéen var sjov. Jeg modtog en fransk orden fra en ambassadør dengang. Han var en hyggelig og sjov mand og efter filmen sagde han, "jeg vil fandeme også være idiot!". 1996 Breaking the Waves Der var knald på. Jeg kastede mig ud i udforske sentimentaliteten som en art kontrolleret forsøg. Jeg legede med sentimentaliteten og der kom god energi i filmen. Dog var det lidt nemt bare at tage en bestemt religion og så kritisere den. 1994 Riget Tv-serien er lavet, for at vi skulle tjene hurtige penge. Zentropa var økonomisk helt i knæ. Vi havde en regel om, at når vi havde skrevet en scene, skrev vi den ikke om. Det var skideskægt at lave og det var med nogle sindssygt gode skuespillere. 1991 Europa Jeg har det ikke vanvittigt godt med den. Der er masser af teknik, kranture og bagprojektion, men det blev lidt for pænt og historien passede for godt sammen. Man skal passe på ikke at blive for dygtig. Først senere fandt jeg på at lave benspænd for mig selv. 1987 Epidemic Vi troede, vi havde lavet et kæmpestort hit og vi overvejede, at lave filmplakater med sådan nogle store hoveder som i de gamle danske lystspil, men sådan gik det ikke. Aftalen med filmkonsulent Claes Kastholm var, at vi både skule lave en film til én mio. kr. og bagefter en til ni mio. kr. Vi lavede den forkerte først, for da vi kom til nummer to var Kastholm ikke konsulent længere. 1984 Forbrydelsens element Det er sgu lang tid siden jeg har set den. Den er eksotisk og så havde vi det skidesjovt, da vi lavede den. En ungdommelig tour de force, som vi på en gang tog meget højtideligt og alligevel pissede på den danske filmbranche.