Hvad fatter gør

Dette er historien om en dreng, der var bange for aldrig at blive intelligent nok og derfor endte Morten Albæk med at blive lige så principfast, krævende og irriterende alvidende, som hans far var.

FAMILIEN ER NETOP kommet hjem fra en rejse sydpå, da de får opkaldet. Det er lørdag aften. De befinder sig i villaen på Amager, men de skal skynde sig at komme til Aalborg. Så Morten Albæk starter sin nye BMW 520. Henter sine brødre. Og træder så hårdt på speederen, at de kan indfinde sig på hospitalet allerede ved midnatstid. Ole Albæk slår øjnene op og kigger forundret på de mange mennesker omkring sengen. De tre sønner. Hans kone. - Tror I virkelig, det er så galt, spørger han. - Ja far, det tror vi, svarer Morten. I flere måneder har Ole Albæk været syg af prostatakræft. Lægerne har ikke været sikre på, om det er noget, den 64-årige regionsrådspolitiker vil dø af, eller om han vil få lov at leve tiden ud med sygdommen. Men nu er der ingen tvivl. - Det tror jeg ikke. I kan godt slappe af, lyder den formanende besked fra patienten. Han har jo lovet at være med til Morten Albæks datters første skoledag. Om så han skal sidde i en rullestol, vil han opleve sit barnebarns første skridt ind i en verden af viden. For som hans valgsprog lyder, er det i mødet med barnet, udviklingen sker. Men der går kun et par timer. Så lukker Ole Albæk øjnene. Vågner ikke igen og dør et døgn senere. Den 20. juli 2008. Han plejer at være ordrig, Morten Albæk. Driblende, dansende, associerende. Påfyldende, så sætningerne bliver uddybet, perspektiveret, udtømt. Han kalder sig selv moralist. Og han sætter en ære i at kommentere på ethvert område i samfundet, hvor han mener, han kan bidrage med nye tanker. Det er hans pligt, siger han. Fordi han har lyst til det. Og fordi han er i stand til det. Men nu - lige her - kommer det hele lidt langsommere. Der er flere pauser. Mere slør i sætningerne. Og det er ikke kun fordi, han skal tale om sin fars død eller fordi, han har glemt dem, ordene. Han bruger stadig “prætentiøs” og “eksplicit”, som en aktiv og naturlig del af forrådet. Og han insisterer som sædvanlig på at flå huden af sig selv i et forsøg på at være så ærlig som mulig. Men det har været et begivenhedsrigt år for den 33-årige forfatter, filosof og erhvervsmand. Og det er som om, han ikke længere gennem talen alene behøver bevise, hvem han er. Eller hvor begavet han er. For ikke bare er han blevet udnævnt som en af de yngste direktører i Danske Banks historie. Han er også - med jobbet som adjungeret professor i filosofi på Aalborg Universitet - en af de yngste professorer i hele norden. Og i selskab med Jonatan Spang er han den yngste, der blev optaget i Kraks Blå Bog i 2008. Han tiltræder ved årsskiftet som direktør i Vestas med ansvar for verdens største vindmølleproducents marketing og kundeoplevelse. Han har udgivet endnu en debatbogs-bestseller. Men vigtigst af alt: Hans datter er netop begyndt i skole - uden at hans far var der til at overvære det. - Det var min eksistentielle og intellektuelle hotline, der døde, siger han. - Det var det telefonnummer, som jeg 24 timer i døgnet kunne ringe til, når jeg havde et spørgsmål om hvad som helst. For det er centralt at forstå, at jeg var privilegeret med en far, der var så tæt på alvidende, som noget menneske, jeg har mødt. Og jeg ved godt, at det kan lyde som sønnen, der romantiserer faderen. Men sådan var han. Morten Albæk har altid villet være som sin far. For han var ikke bare intelligent, men kunne også fortælle anekdoter fra sin barndom, der var latterbrølende morsomme. Han kunne opdigte fantasifulde eventyr, der var i stand til at holde hobevis af børn fast i en åndeløs skruetvinge af spænding. Og så havde han evnen til at formulere sig med så stor gennemslagskraft, at hans ord kom til at gøre en forskel. Selv om han boede i Uggerby med sin familie, tog han ofte til København. Holdt foredrag. Læste masser af bøger. Stak snuden frem. Og selv om andre voksne indimellem lod deres mindreværd gå ud over hans børn til fodboldtræning og i skolen, var der ingen tvivl. Det var værd at blive sådan! Om ikke andet så for selv at blive så klog, at man kunne slippe for de bedrevidende afklapsninger, hans far var mester i at uddele. - Da jeg var begyndt på universitetet, kom jeg jo glad hjem og spurgte, hvordan han havde det med, at jeg nu måtte defineres som - hvis ikke bedre begavet - så i hvert fald som minimum lige så godt begavet som ham. For han var jo kun læreruddannet. Men han slog en kæmpestor latter op og sagde, at jeg havde givet ham den sjoveste, mest underholdende og grinagtige anekdote at fortælle til gud og hvermand... og så lænede han sig tilbage. - Så jeg følte ikke, at han tog mig intellektuelt og refleksivt alvorligt, før jeg var 25 år. Og det gjorde han heller ikke. Det har han været eksplicit omkring. Da Morten Albæk var dreng, var han overbevist om, at han ikke var intelligent nok. Og han var bange – ja nærmest angst - for, at han aldrig ville blive det. Faktisk var hans tiltro til sin egen begavelse så lav, at han tvivlede på, at han ville klare sig igennem helt til niende klasse. For han fik ikke specielt gode karakterer, og han havde en klar fornemmelse af, at han hverken hørte til i skolen eller i byen. Der var blevet nedlagt forbud mod, at han troppede op til børnefødselsdage, fordi han havde lukket sine venner inde i en kornsilo for derefter at sætte sig til bordet og indtage de røde pølser for sig selv. Men nu var der også sket det, at han i musiktimen havde fået de andre drenge i klassen til at rejse Fortsættes næste side sig op og synge nationalsangen, hver gang læreren ville have dem til at synge fra sangbogen. Og i formningsundervisningen var det gået helt galt den dag, han havde hugget alle næserne af de buster af ler, syvende klasse havde lavet. Han var blevet inspireret af tegneserien ”Asterix og Obelix i Egypten”, hvor Obelix hænger sig i Sfinxens næse, så den knækker af. Men form-ningslærerinden var blevet rasende. Og Morten Albæks eneste reaktion var at spørge hende, om hun skulle have nogle bank. - Man skal jo ikke tale sådan til en lærer. Men bag ved hele min provokerende opførsel ligger der jo, at jeg havde nogle følelser, nogle tanker og energier, som der ganske enkelt ikke var afløb for hverken i den skole, jeg gik i, eller det lokale miljø, jeg voksede op i. - Jeg frygtede jo, at jeg måtte ende op med at være mere gennemsnitlig, end jeg selv og muligvis min far ville bryde sig om. Morten Albæks spinkle mor måtte selv klare de frådende forældre, der ville have hendes søn smidt ud af skolen. Hendes bredskuldrede, højrøstede mand var nemlig aldrig med til forældremøder. For han ville ikke blande sig i sine børns skolegang, når han nu selv var skoledirektør i Hirtshals og voldsomt involveret i skoleområdet som lokalpolitiker. Det var et princip. Og dem var Ole Albæk god til at følge. Ikke mindst i opdragelsen af sine børn, der for alt i verden skulle udfordres konstant og derfor aldrig fik noget forærende. - Noget, der kan virke helt absurd, er jo, at min far aldrig har læst en børnebog for mig. Han havde det princip, at han kun gad læse noget, han selv var interesseret i. Det var ud fra devisen om, at der er større sandsynlighed for, at dit publikum lytter efter og forstår det, du siger, hvis du er engageret i det, du fortæller. Så i stedet for Peter Pedal, læste han de islandske sagaer, Grimbergs verdenshistorie og Bibelen højt for mig. - Han tog mig med ud at holde foredrag i en meget tidlig alder. Og jeg blev konstant præsenteret for mennesker og samtaler og miljøer, som var fuldstændigt urepræsentativt i forhold til det miljø, jeg var en del af i hverdagen. Jeg gik i folkeskole med flere, der aldrig havde været i København. Og da jeg begyndte i skolen, havde jeg været i København flere gange, end jeg kunne tælle og besøgt ethvert museum, som mine brødre og jeg måtte præsenteres for, hvis vi skulle være i stand til at holde provinsialismens bacille fra livet. Barndomshjemmet lignede heller ikke kammeraternes. De fleste af vennerne syntes faktisk, at det var en smule som at komme i cirkus, når de var på besøg. For der var kunst på væggene. Der var både Politiken og Weekendavisen. Der var reol på reol på reol med tusindvis af bøger. Og frem for alt var der bare en underlig stemning. For alene den måde, familien talte sammen på, var som at medvirke i et stort socialt eksperiment. Det eneste, børnene kunne få lussinger for, var, hvis de sagde: “Hold kæft”. For deres far mente, at den største fornærmelse man kunne give et andet menneske var, hvis man ikke gad høre, hvad personen havde at sige. Ellers var der ingen grænser. Du kunne udbrede dig om hvad som helst, når som helst og hvor som helst. Du kunne snakke om det så længe, du ville. Og så højt du ville. - Mor, har du haft sex med far i denne uge? Spørgsmål kunne flænge alle konventioner og rive tæppet væk under kaffebordet, hvornår det skulle være. For fra alle sider blev der insisteret på at diskutere, selv om der var gæster. Og offentligheden var således tidligt med på en lytter til Albæks retoriske udfoldelser. Fortsættes næste side - Vi har haft stærke skænderier, og det betyder faktisk, at det har været noget, jeg har skullet arbejde med i mit voksenliv. For jeg har altid haft det sådan, at når jeg har været i et kæmpestort skænderi, så har jeg kun oplevet det som en lille, sund og afdæmpet meningsudveksling. - Jeg er blevet anklaget for at tale højere end gennemsnittet og også for at sige ting på måder og i sammenhænge, hvor det er overraskende og måske endda i nogens øjne decideret uopdragent. Men selv om der var frit slag i den stort opslåede bolledej i det mærkværdige Uggerby-hjem, var der altid en pris, man måtte betale, for at tale. Og det blev især dyrt for Morten Albæk, fordi han var klart mere udadfarende og provokerende end begge sine brødre. En dag kommer han hjem fra en historietime i 9. klasse og kaster sig straks ud i en passioneret forelæsning om den franske revolution henover spisebordet. Lige indtil han bliver afbrudt af fars store bjørneklo, der hamrer ned i bordet, fordi han aldeles ikke gider høre mere. - Med rolig stemme sagde han, at nu måtte han bede mig om at tie stille. For det første fordi, jeg havde sagt så mange ligegyldigheder, at han mistede appetitten. Og for det andet fordi, jeg ville blive langt klogere på mig selv, hvis jeg rejste mig op med det samme og gik ned i bogreolen og tog Montaignes essays. Så kunne jeg gå op på mit værelse og begynde at læse dem. Så det gjorde jeg så! Det var langt fra eneste gang, Morten Albæk blev sat på plads af sin far. Og sønnen havde det ind imellem svært med sin fars kontante stil. For sådan var hans kammeraters fædre ikke. De bakkede deres børn op. - Min fars primære ærinde i sin opdragelse af mig var at angribe ethvert symptom på storhedsvanvid. Det er ikke altid lige sjovt, når testosteronen knalder rundt i kroppen. - For hvis det, du sagde, ikke havde tilstrækkelig kvalitet, skulle du forvente at få læst og påskrevet med det samme. Herunder også forvente følelsen af at blive ydmyget. Morten Albæk begyndte at skrive digte som trettenårig, fordi hans første og eneste barndomskæreste havde forladt ham til fordel for hans bedste kammerat. Han havde en fornemmelse af, at han kunne blive sin generations svar på Tom Kristensen efter at have skrevet sin smerte ud i sit første digt. Men hans mor skulle vise sig at være et rigtigt dårligt publikum for verdenspremieren på oplæsningen af Morten Albæks digte. ”Det lyder da meget pænt”, var den eneste reaktion. Og den manglende anerkendelse ender med at slå den unge digter ud. - Jeg går op på mit værelse og henter en lommekniv, og så siger jeg, at hun skal vide, at jeg er så følelsesmæssigt berørt af det her, at jeg overvejer at begå selvmord. Så tager jeg den her lommekniv, og sætter den op på min underarm. Og så siger hun: ”Det er den vist for rusten til”, hvorefter hun går ud på badeværelset. - Jeg står uden for og råber og skriger af hende. Hvordan kan man have så ufølsom en mor? Kan hun ikke forstå, hvad det er for en dyb eksistentiel krise, jeg er midt i. Kan hun ikke forstå, hvor ulykkelig jeg er? Mor krammer sin søn og siger, at der ikke nogen grund til at være så dramatisk. Hans far har et princip om aldrig at give sine børn nogen fordele og dermed heller ikke nogen direkte ros. Han kalder digtene en god måde at skrive dagbog på. Men det er den slags tilbageholdende skepsis over for Morten Albæks projekter, der tænder ham. Og han begynder at skrive mere. - Jeg var spændt ud mellem to virkeligheder. Den stærke intellektuelle påvirkning fra min far var begyndt at spille ind. Men jeg havde også en ambition om at vinde status i lokalsamfundet. Og jeg skal hilse at sige, at man ikke vandt status i Uggerby og omegn på at skrive digte. - Det gjorde man på at være god til at spille fodbold. Det var det stærkeste værn mod at blive mobbet. Og det var den korteste vej til en kæreste og et stærkt socialt netværk. Var du god til det, var du i helle. Derfor sidder Morten Albæk en dag sammen med sin far i bilen på vej til Frederikshavn. Hans storebror var år tidligere blevet headhuntet af den store fodboldklub, og nu ville Morten bevise, at han også kunne slå igennem på det bedste juniorhold i landsdelen. Morten kunne godt lide at blive kørt af sin far, fordi han altid kunne spørge ham til råds om alverdens emner. Til gengæld syntes han, det var irriterende at få at vide, hvad hans far mente om fodboldstjerne-ambitionerne. - Han siger til mig, at sandsynligheden, for at jeg lykkes, er meget marginal og formentlig ikke eksisterende. Og den eneste måde, det kan blive til virkelighed, er, hvis jeg er meget mere arbejdsom end de andre. - Han havde ingen ambition om at bekræfte mig i et falsk selvbillede om, at jeg var god til at spille fodbold. Og jeg kan huske, at jeg tænkte: Hvorfor kan jeg ikke bare have en normal far, der synes, at jeg er guddommelig. - Men når jeg rekapitulerer, er min fars insisteren på kvalitet i det, du siger og gør, jo noget af det største, smukkeste og dejligste, jeg har fået. Jeg er aldrig nogensinde blevet feteret af ham, fordi jeg har gjort noget middelmådigt. Morten Albæk havde spillet de første år i Bindslev-Tversted Idrætsforening, hvor banerne var pakket ind i landbrugsmarker og høj skov. Hvor fodboldspillerne delte det lille, gule klubhus samt de få lysegrå omklædningsrum med badmintonklubben. Og hvor Elkjær var angriber. Morten Albæk havde ikke fået tilnavnet, fordi han scorede specielt mange mål, eller fordi han på anden måde imponerede sine kammerater ved at ligne landsholdsangriberen. Men simpelthen fordi han forlangte, at de andre kaldte ham det! - Hahaha, skralder latteren, da han fortæller historien. - Hvor prætentiøs har man lov til at være! Morten Albæk husker tydeligt den dag, Elkjær ringer og fortæller sin træner, at han ville flytte klub. Han havde aldrig hørt noget så dumt, og også holdkammeraterne mente, at det måtte rable for Elkjær. - De gik kortvarigt i affekt, da jeg fortalte dem det. De havde ingen ord, men missede bare med øjnene og tænkte, at manden var fuldstændig vanvittig og uden selverkendelse. Han kommer jo tilbage om fjorten dage eller tre uger, tænkte de formentlig. Men Morten Albæk havde besluttet sig. Nu ville han tage det store spring. Ud af Uggerby. Væk fra Bindslev-Tversted. Bare gøre noget mere. Noget nyt. Noget vildt. Som sin far. - Jeg var selverkendt dårlig til at spille fodbold. Men jeg vidste, at jeg ikke kunne gå tilbage nu. For hvis jeg kom tilbage til lokalsamfundet uden en førsteholdskamp i Frederikshavn, ville jeg være stigmatiseret for livet. Troede jeg. - Jeg vidste udmærket godt, at sandsynligheden for nederlag var meget stor. Men glæden ved at kunne besejre andre folks forventninger om nederlag skabte en energi, som jeg ikke kan beskrive. Det lykkedes med tiden for Morten Albæk at komme på holdet i Frederikshavn som højre back. Og han trivedes i det konkurrencemindede miljø, hvor trøjerne blev vasket og spillerne udtaget. Men det lykkedes ham også at komme tilbage til Bindslev-Tversted i det sidste år af gymnasiet. Og det var måske en endnu større præstation. - Jeg glemmer aldrig nogensinde den modtagelse, jeg fik. Den var forholdsmæssigt afdæmpet. For nu skulle jeg ikke komme tilbage og tro, at jeg var noget. Men da jeg så bliver udtaget til at spille den første førsteholdskamp på BTI’s førstehold, så var det som om, forløsningen skete. De tænkte: Han er sgu god nok. Og jeg tænkte det samme om dem. - Og det var sådan set et forsoningsøjeblik, for frem til det havde jeg været drevet af en utrolig negativ energi over for lokalmiljøet, og over at være blevet placeret der. Men nu har jeg gode og hyggelige bekendtskaber der, og jeg mødes med gamle holdkammerater en gang om året. Da Morten Albæk fylder 30 år, mener han, at han har nået sit mål. Han har ikke længere ambitioner om at blive en stor fodboldspiller, men efter årene på universitet er han sikker på, at han er blevet intelligent nok. Så derfor konfronterer han en dag sin far med den ros, der altid kun kom ad omveje – gennem hans mor eller fælles bekendte. Han foreholder ham den hårde opdragelse. Og han spørger ham, hvorfor det er nødvendigt at blive ved med at holde sin søn nede. - Men han siger: Der er noget, du har misforstået, unge mand. Jeg har aldrig holdt dig nede. Jeg er strengen i dit livs bue, hvori du er pilen. Og jo længere jeg trækker strengen tilbage. Jo længere kan du flyve, når jeg slipper. Morten Albæk opdager, at hans frygt for aldrig at blive begavet nok, langsomt er blevet afløst af en lyst til at udvikle sig. Han finder ud af, at hans fars opdragelse af ham ikke har handlet om mådehold, men om kærlighed. Og han bliver klar over, at han selv er begyndt at spænde buen. Bare 22 dage efter hans far er udåndet på Aalborg Sygehus, står han ved sin datters side til hendes første skoledag. Hun har iklædt sig den lyserøde skoletaske. Pakket penalhuset. Og hendes øjne stråler som opaler. Så selv om Morten Albæk savner sin far, er han også lykkelig helt ind i knoglemarven. For det er nu, han selv begynder at blive et irriterende, alvidende forbillede for sit barn. Det er nu, han kan knægte nogle af hendes drømme, så hun kan blive stærk nok til at flyve langt. Og der er nok at tage fat på, for hans datter er allerede begyndt at formane sin far om at tale ordentligt til hende. - Det lykkeligste øjeblik i mit liv bliver den dag, mine børn kommer og siger til mig. Ved du hvad: Nu kan du godt tage og lade være med at forsøge på at holde mig nede. Jeg er lige så klog, som du er. {