Hvad føler du?

- Hvad følte du, da du sad der i sofaen og blev fornærmet af dit eget fjernsyn? Jeg følte først og fremmest en stor irritation og vrede. Over at blive regnet for sådan et fjols. Over at mit fjernsyn tror, jeg er mere interesseret i følelser end facts. Det er jeg måske i nogle sammenhænge, men ikke når jeg ser tv-nyheder. Når jeg ser nyheder vil jeg gerne vide, hvad der er sket og hvad det vil komme til at betyde - eller hvorfor det er sket. I værste fald kan jeg acceptere, hvis en voldsom begivenhed ledsages af billeder eller udsagn, der udtrykker den gru og sorg, der følger med. Forleden aften var et indonesisk hotel blevet bombesprængt, som vi alle ved nu. Der var adskillige døde og mange flere sårede. I nabobygningen holdt den danske ambassadør til. Så hvorfor ikke interviewe ham? Det gjorde TV2 Nyhedernes Karoline Boserup. Gengivet efter hukommelsen. Først ville hun gerne vide, hvad der for gennem hans hoved, da han hørte eksplosionen. - Jeg tænkte om det mon var et jordskælv, dem er der jo en del af her, svarede ambassadøren - med den tilsyneladende eftertænksomme pause, der jo ikke skyldes tankevirksomhed men en rent teknisk forsinkelse af lyden mellem ham og Katrine. Det stillede hende ikke ganske tilfreds. Hun havde tydeligvis tænkt, at når man var i et højhus i et land, hvor der for kun få måneder siden var blevet sprængt en terrorbombe af muslimske terrorister, så ville man nok få nogle andre tanker. Så hun prøvede igen: - Hvad følte du så, da du opdagede at det ikke var et jordskælv, men nabobygningen, der blev sprængt i luften af terrorister? Ambassadøren svarede lidt henholdende, at det jo ikke var gået op for nogen lige med det samme. Men at de havde besluttet at forlade bygningen for en sikkerheds skyld. Han kom aldrig med de forløsende ord - skildrede på intet tidspunkt hverken rædsel, panik eller livet der passerede revy for hans indre øje. Han var bare saglig. Så hun prøvede en allersidste gang: - Prøv at fortælle, kort, her til sidst, med dine egne ord, hvordan det så føltes at måtte gå på arbejde igen, dagen efter sådan en begivenhed. På det tidspunkt var ambassadøren både lidt desorienteret over samtales retning - han havde formentlig ventet at skulle sige noget ambassadøragtigt om konsekvenserne og baggrunden og hvordan vi danske skulle se på dette og på den mulige sammenhæng med Bali-bombningen. Han så også en smule opgivende og irriteret ud. Han havde tydeligvis ikke det mindste problem med at skulle gå på arbejde "dagen efter sådan en begivenhed". Tværtimod ville han sandsynligvis meget gerne på arbejde så hurtigt som muligt og afvikle al den diplomatiske trafik, der skal til efter sådan en begivenhed. Men han sagde det ikke. Han er jo også i diplomatiet. Det er en praksis, der har bredt sig overalt i de elektroniske medier - heldigvis næsten ikke i de skrevne (formentlig fordi en skrivende journalist kan se, hvad det er, han er ved at skrive - og bliver klar over, at sådan noget elendigt vås simpelthen ikke er værd at trykke, endsige lægge navn til). Måske er det sket et sted i firserne, måske har journalisthøjskolen haft en blød mand som gæstelærer. Måske har sådan en overbevist en generation af kommende journalister om, at der er alt for megen hårdhed i verden - hvorfor ikke finde ind til følelsen. Det startede på sporten, formentlig fordi det er sådan med sport, at der ikke findes ret mange spørgsmål, der giver mening, fordi der ingen svar er til dem. - Hvordan gik det til at du scorede? - Jo, jeg sparkede til bolden, og den røg ind. - Hvordan føltes det? - Godt. - Hvordan vandt du formel 1 løbet? - Jo, jeg trådte på speederen og blev på banen. - Hvordan føltes det? - Godt. - Hvordan gik det til, at du brugte EPO? - EPO? Hvad er det? Det har jeg aldrig sagt. - Hvordan føltes det? - Træls, det stikker. - Fogh, hvordan følte du det, da Stig Andersen trak bukserne af dig for åben skærm i Profilen? - Jeg føler aldrig. Og det var ikke bukserne, jeg mener, I gør fem og syv lige, forstår I da ikke, at vi har skilt verden af med en modbydelig og ond diktator? Ville I hellere have Saddam tilbage? - Nej da, men hvordan føles det at skulle svare på, hvorfor man fortalte løgne om masseødelæggelsesvåben som alibi for at invadere en fremmed nation uden om FN? - Ville I hellere have beholdt Saddams rædselsregime? Det her handler ikke om følelser. Du gør fem og syv lige. - Jamen, er det ikke rigtigt, at I sagde, at det handlede om masseødelæggelsesvåben, der truede verdensfreden? Og ikke at I ville befri verden for en ond dikator? - Nu gør du fem og syv lige igen. Ville I hellere have beholdt Saddam og hans torturbødler? Osv. Hvad følte jeg, da jeg oplevede denne gang demagogisk undvigetaktik? Jeg følte savn. Savn efter en politiker, der vil stå ved sine handlinger og sige: Okay, vi tog fejl med de dersens masseødelæggelsesvåben, måske blev vi endda narret af Bush og Tony og efterretningstjenesterne. Men vi fik da noget godt ud af det: Verden kom af med det betændte tortur-tyran-svin Saddam og Danmark er stadig gode venner med verdens stærkeste land. Så er man da noget.