Musik

-Hvad for noget stof er du på?

Columbian Neckties er hjemme igen efter en længere promotionstur i det tyske og glæder sig som Rock Nord-nomineret band til Nibe

Columbian Neckties. Et lidt skræmmende navn for et band, som har opkaldt sig efter den bestialske henrettelsesmetode den colombianske narkomafia bruger over for dem, de ikke så godt kan li'. Struben skåret over, og tungen hevet ud gennem det blodige snitsår. Lidt af et varemærke for narkobaronerne og så er ingen i tvivl om, hvem der står bag mordet. - Det var vores tidligere bassist Simon, der synes, at det var et rigtig godt bandnavn, og da vi andre ikke kunne finde på noget bedre, så blev det sådan, husker guitaristen Henrik Ovesen. - For os er der også indbygget lidt humor i navnet, og den tyske scene er sådan meget selvhøjtidelig, og der går vi lidt mod strømmen, siger forsangeren Jeppe Bülow. De fire bandmedlemmer dementerer i deres påklædning også det voldelige og ekstreme navn. Slidte cowboybukser, t-shirts og gummisko og håndrullede smøger og afslappet småsnak, mens de tænker tilbage på 17 dage med tyske motorveje. - Vi har vel kørt små 6.000 kilometer med vor tyske manager Gregor. Det var ret små ture, der var måske tre- fire dage, hvor vi skulle køre langt, mener Henrik Ovesen. Spillesteder var også en blandet landhandel. Fra den mindste lille møgbar - Beat-Club i Hamburg - til totalt tjekkede steder med Nirvane-lyd - Atonomino i Chemnitz. Fra 19. maj til 4. juni. - Men det kan godt være fedt at spille de små steder. Du er rigtig, rigtig tæt på publikum, og tit, når du kommer og synes, at det her er et rigtig skodsted, så ender det tit med at blive meget bedre end forventet, siger Jeppe Bülow. - Problemet for mig som trommeslager er, at der ikke er plads til noget PA-anlæg, så bandet spiller bare på baggearet, og jeg kan kun høre mig selv - bækkener og trommer, men ikke de andre, tilføjer Anders Hestbeck. Mens bassisten Theiss Boisen husker konfettiregnen, der åbnede ballet til sidste koncertjob i Chemnitz, hvor der hele tiden var folk på scenen, som sprang ud, og hvor arrangøren blev ramt og mistede lidt af en fortand, men alligevel var stjernelykkelig over succesen. Det aalborgensiske band Columbian Neckties er hjemme igen efter spillejobs i Tyskland, Holland og Schweiz, hvor de lavede promotion for deres nyeste cd "Takeaway" Om de er trætte? - De sidste tre dage kunne jeg godt mærke det. Det kneb med energien, og det var ikke lige sjov hver dag. Jeg har altid undret mig over det der med, at folk var på stoffer, når de var på turné. Men der til sidst begyndte jeg så småt at forstå, at du kunne trænge til et eller andet. Andet end øl, griner forsangeren Jeppe Bülow Sørensen. Han bliver suppleret af trommeslageren Anders Hestbeck, der fortæller om, hvordan han faldt i snak med en tysk trommeslagerkollega, der sådan helt naturligt spurgte: - Hvad for noget stof er du på? Og faktisk ikke troede på Anders, da han fortalte, at han lige som resten af bandet ikke er på stoffer, men sagtens kan blive høje på den energi, det giver at spille en god koncert. Det tyske publikum er så småt begyndt at få øjnene op for Columbian Neckties, og dernede har den rå rock på kanten af det punkede et rigtigt stort publikum. Lige som hiphoppen herhjemme er der bygget en hel ungdomskultur op omkring musikken. Tatoveringer, metalkæder og læderjakker hører med til rock'n'roll outfittet. - Faktisk skiller vi os ud. Ved ikke at være tatoverede over alt med flammer op ad ryggen og alt det det der. Vi mødte flere tyske bands dernede, som går mest op i attitude, og hvordan de ser ud. Nogle af dem kunne til gengæld næsten ikke spille, fortæller Jeppe Bülow. Columbian Neckties er et garvet undergrundsband, som oprindelig hed Shake Appeal, og guitaristen Henrik Ovesen er den eneste tilbageværende fra dengang, bandet gik i opløsning i 1999. - Vi spillede i den punkede ende af punkrocken, men så fandt jeg sammen med Jeppe, og vi skiftede navn samtidig med, at musikken skiftede. Der blev lidt mere tid til at lave riffs og melodi, og du kunne faktisk hører, hvad Jeppe sang, forklarer Henrik Ovesen - I dag spiller vi gammeldags rock. Beskidt rock lidt i stil med Baby Woodrose og AC/DC. Den scene har stået stille i forhold til slutningen af 90-erne, hvor den red på efterdønningerne af grunge. Men nu er der ved at komme gang i den igen, og et nyt og yngre publikum kommer og hører os, mener Jeppe Bülow. De to har udgjort kernen i bandet siden '99, mens bassisten Theiss Boisen og trommeslager Anders Hestbek som nytilkomne har været med siden slutningen af 2003. De er forøvrigt begge to fra Fanø og spillede tidligere sammen med Johnny Madsens søn, Rasmus. Det nye album "Takeaway" er ude på mærket Sounds of Subterrania og har fået fine anmeldelser hos Green Hell, og indeholder foruden titelnummeret yderligere 10 skæringer. "Loosing Weight", "Really?" og "Work Is Good" lyder nogle af titlerne. Herhjemme har Columbina fået sig et nyt bookingfirma, deres tyske selskab vil gerne sende dem afsted til Japan -"og så må vi se at få søgt noget turnestøtte" - og så glæder de sig til at spille på Nibe Festivalens åbningsdag 29. juni, som Rock Nord-nomineret band. - Jeg var 16 år første gang, jeg var på Nibe. Jeg mødte nogle voksne, der røg hash, da jeg var på vej ind. Og nogle timer efter - tog jeg bussen hjem. Siden har jeg ikke været der, griner Henrik. - Vi glæder os til at sætte folk i gang til Johnny Madsen og Lilholt, tilføjer Theiss. Tidligere artikler bragt i serien om nordjyske bands: On No Ono, 22. maj. Renhite, 29. maj