Hvad gør vi efter krig mod Irak?

Hvis USA indleder, hvad den arabiske verden meget vel kan opfatte som en uprovokeret angrebskrig på et arabisk land, kan det give forrygende bagslag, skriver Niels O. Fruensgaard

Terrorisme 9. marts 2003 07:00

Det har været en besynderlig oplevelse at være vidne til de holdninger og tilkendegivelser, der er kommet til udtryk hos dels de amerikanske, dels de europæiske politikere under de fremadskridende forberedelser til USA's krig mod Irak.. At Saddam Hussein er en skurk, som vi vel alle ønsker fjernet fra al indflydelse, får åbenbart mange politikere til at tabe al rimelig sans for, hvilken pris, man vil betale for at få dette ønske opfyldt, herunder hvilke logiske krumspring, man vil gøre for at begrunde en "præventiv" angrebskrig mod Irak. USA har længe hævdet at være i besiddelse af "klare beviser" for, at Irak havde masseødelæggelsesvåben. Hvorfor er de beviser så ikke for længst lagt frem? Vi har nylig på tv set enkelte luftfoto af bygninger, der hævdes at være våbenfabrikker eller våbenlagre; for mig kan de forestille hvad som helst. Og der er luftfoto af lastbilkolonner, der kører væk fra disse bygninger. Ja, venter man længe nok, kan man formodentlig fotografere lastbilkolonner på vej væk fra en hvilken som helst industribygning, uanset hvad den i øvrigt bruges til. FNs fåtallige våbeninspektører - cirka 100 til at tjekke et land 10 gange større end Danmark! - fik ikke fra starten udleveret de oplysninger, USA hævder at ligge inde med om, hvor og efter hvad man skulle lede. Hvorfor var der ikke mindst 1000 inspektører, og hvorfor fik de ikke alle de tips, man kunne give dem? Det er ikke noget under, at de 100 ikke har kunnet finde nogen "rygende pistol". USA samler sine politiske informationer gennem CIA. Det er vel verdens mest ressourcestærke efterretningsorganisation; men hvor pålidelig er den? CIA forudså i sin tid ikke den iranske shahs fald eller det sovjetiske, det rumænske eller det østtyske regimes sammenbrud, selv om kommunistiske landes forhold ellers var CIAs "speciale ". De forudså heller ikke, hvad der ville ske, da USA med katastrofale resultater satte en styrke ind i Somalia. Ejheller forudså CIA, at Saddam Hussein efter golfkrigen ville være i stand til atter at befæste sin indenrigske position og fortsat byde krigens "sejrherrer" trods. Det forekommer derfor at være den rene hasard at stole på, hvad CIA postulerer om Iraks skjulte våbenproduktion eller om mulighederne for et Irak efter Saddam Hussein. I forhold til sine enorme ressourcer må jeg faktisk anse CIA for at være chokerende inkompetent som efterretningsorganisation. HVIS Saddam Hussein virkelig kan disponere over masseødelæggelsesvåben, kan man jo spekulere over, hvad der kan tænkes at få ham til at bruge dem. Han må regne med, at bruger han dem til en angrebskrig eller blot til at true med en sådan, vil han straks få stort set hele verden imod sig og ikke have en chance for at nå noget politisk eller militært mål. Derimod kan erfaringerne fra golfkrigen for 12 år siden og den truende militære overvågning siden da meget vel have fået ham til at ønske sig et ultimativt våben til desperat brug, hvis hans person, eller hans magtposition på et tidspunkt skulle blive truet udefra, f.eks. fra USA. Med andre ord: Hvis han har disse våben, kan man næppe finde på noget, der gør det mere sandsynligt, at de vil blive brugt, end netop at angribe Irak for at fjerne Saddam Hussein. HVIS hensigten med krigen er at fjerne Saddam Hussein, må det være lige så vigtigt for USA at forberede tiden efter hans fald, som at forberede selve den krig, der skal fælde ham. Mens vi har hørt en hel del om den militære opbygning, har vi ikke hørt meget om den efterfølgende økonomiske og politiske genopbygning af Irak efter den proklamerede krig. Vi ved faktisk slet ikke, om den side af den postulerede strategi i det hele taget er tænkt igennem, eller overhovedet er alvorligt ment. Men ser man på, hvor stor en del af en lovet genopbygningsindsats der hidtil har fundet sted i Eks-Jugoslavien eller Afghanistan, kan man have sin tvivl. At fjerne Hussein vil sandsynligvis koste USA en meget høj politisk pris. Gennem otte års krig (1980-88) forsøgte Ayatollah Khomeynis Iran at styrte Hussein. Det mislykkedes, men nåede at koste Iran en hel million soldaters liv. I øvrigt udløste forsøget den 2. oliekrise med store og varige olieprisstigninger. I Golfkrigen var USA ikke ude efter Husseins person og kunne derfor nøjes med at føre en luftkrig med moderate militære amerikanske og civile irakiske ofre . Men denne gang går man efter manden, og det vil kræve betydelige amerikanske ofre, hvilket vil være indenrigspolitisk kostbart for Bush, og sandsynligvis betydelige irakiske civile ofre, hvilket vil være udenrigspolitisk kostbart. EN helt anden pris for USA's eventuelle krig mod Irak vil være politiske modydelser for alliancer. For at sikre sig velvilje fra Tyrkiet, hvis baser vanskeligt kan undværes, og fra Rusland, må USA lukke øjnene for Tyrkiets overgreb mod sit kurdiske mindretal, og for Ruslands brutale krig mod Tjetjenerne. USA giver udtryk for, at en præventiv krig mod Irak er et led i den almindelige krig mod den globale terror, som anses for at være muslimsk eller arabisk styret. Eftersom de fleste af terroristerne den 11. september kom fra Saudi Arabien, og så vidt jeg har kunnet erfare ingen af dem fra Irak, er der ikke megen logik i at angribe netop Irak for at derved at bekæmpe global terror. Forud for golfkrigen for 12 år siden lykkedes det at opbygge en meget bred koalition, herunder også omfattende adskillige arabiske lande, mod Irak, fordi Hussein havde invaderet et andet arabisk land (Kuwait), og fordi FN var med i alliancen. Men denne gang har Irak ikke givet en tilsvarende anledning. Derimod er der i mellemtiden sket det, at den palæstinensisk-israelske konflikt er skærpet ganske betydeligt. I denne konflikt støtter USA uforbeholdent Israel. Hvis USA nu starter, hvad den arabiske verden meget vel kan opfatte som en uprovokeret angrebskrig mod et arabisk land, samtidig med at samme USA støtter Israel i den aktuelle Palæstina-konflikt, må man forudse, at noget sådant meget vel kan få den globale terror til at blusse op i en uforudseelig grad. Osama bin Laden vil gnide sig i hænderne hvis USA's krig bliver til noget! BLANDT iagttagere, der som jeg ikke har kunnet finde nogen rationel begrundelse for netop nu at indlede en krig mod Irak, peges der ofte på at det skulle være USA's ønske om at kontrollere landets oliereserver der er den egentlige årsag. Men mig bekendt har Irak aldrig i Husseins tid nægtet at sælge olie, tværtimod består en del af FNs sanktioner mod landet i at begrænse dets olieeksport væsentligt. Irak var ikke engang med til at udløse den 1. oliekrise for 30 år siden - det var Saudi Arabien der dengang førte an, og den givne begrundelse var i øvrigt (om den så er reel eller ej) den vestlige verdens støtte til Israel. Efter Anden Verdenskrig oprettedes FN som en instans til at behandle og om muligt forebygge fremtidige internationale konflikter. Man kunne unægtelig ønske sig, at FN havde opnået større succes i disse bestræbelser, end organisationen har haft, men den har dog stadig en vis status i den henseende. Nu har USA udtalt, at omend man gerne vil have FNs velsignelse til sin planlagte Irak-krig, så vil manglende FN-godkendelse ikke afholde USA fra eventuelt at indlede krigen. PÅ den baggrund vil et lands, f. eks. Danmarks, støtte til USA's krigsforberedelser, før FN går ind for en krig, i realiteten være en yderst alvorlig undergravning af FNs autoritet som konfliktbehandlende instans. Da Danmark ubetinget har støttet FN siden organisationens oprettelse og stadig gør det gennem vor udenrigspolitik, må det siges at være et skelsættende brud med 50 års politik, hvis Danmark nu virkelig vælger at støtte noget så farligt som en angrebskrig uden om FN. Det vil betyde, at mange års internationale bestræbelser lægges i ruiner, og at vi i øvrigt må til at finde en helt ny retningslinie for vor udenrigspolitik i en verden, der vil være langt mere kaotisk end idag. Personlig vil jeg mene, at det vil være meget farligere at kastrere FN end at undlade at kastrere "Satan" Hussein. Mange NATO-landes støtte til USA i den foreliggende situation er formodentlig begrundet i den holdning, at USA er vores ven, og sine venner støtter man i en kritisk situation. Det kan man være enig i; men i nogle situationer er det sådan, at den bedste støtte, man kan give en ven, er at sige højt og tydeligt, at nu er du, min ven, ved at indlade dig på noget, der sandsynligvis vil give et forrygende bagslag. Det vil med sandsynlighed føre til helt andre resultater end de tilsigtede, og vil selv i bedste fald give en Pyrrhussejr med langvarige negative konsekvenser. Niels O. Fruensgaard, Solbyen 63, Aalborg. E-mail: fruensgaard.solbyen@mail.tele.dk

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...