Hvad gør vi nu, lille Tobias?

Carpe Diem. Grib dagen. Lev i nuet. Et gammelt tema i en ny film af den i dag 77-årige danske instruktør Henning Carlsen. Og en film, der har problemer med at få plads til alle sine tænksomme funderinger, og samtidigt få en vedkommende filmisk skildring af eksistentiel krise til at lykkes. Historien er tilsyneladende ganske enkel. Forsikringsmanden Tobias (Mikael Birkkjær) lever et godt liv med sin kone Ruth (Susanne Storm). Han er i 40-erne, tilfreds med jobbet, glad for sit amatørjazzspil, men har døjet med lidt sidesting og ondt i ryggen. Under en konsultation på hospitalet får han at vide, at han lider af uhelbredelig kræft i bygspytkirtlen og har et halvt års tid tilbage at leve i. Hvad gør vi nu, lille du. Tobias gør status og kommer til at tænke på barndommens Ida. Den balletdansende nabodatter, som han var forelsket i som dreng, og hvis far lærte ham at spille jazzpianisten Jelly Roll Morton på klaveret. Vi har at gøre med ét på overfladen velkendt dansk hverdagsdrama, og det er faktisk her filmen fungerer dårligst. Ikke når de professionelle skuespillere er på banen, men i de erindrende tilbageblik, hvor børneaktørerne lyder, som om de kun lige nødtørftigt har fået pudset de værste knaster af deres "Far til Fire"-replikker. Læg hertil hovedpersonens tungsindigheder om at turde tage springet og bruge resten af sin tid til at blive en virkelig god jazzpianist. Leve livet fra nuet til nuet ligesom i en god pianosolo, og hele filmkonstruktionen begynder at knage betænkeligt under vægten af sine egne velmente, men også banale livsbetragtninger. Døden er egentlig en privat sag. Mikael Birkkjær kæmper bravt og gør det udmærket som den dødsmærkede forsikringsmand, ligesom Susanne Storm fungerer fint som hans elskede frue. Men rigtigt vedkommende og gribende bliver det nu aldrig. Så tager filmen en uventet drejning og får nyt liv. Anden halvleg byder på mere drama, og barndomserindringerne viser sig pludselig at have en indbygget pointe, der rækker helt op til vore dage, og selvom den aldrig helt kommer i mål, bliver filmen faktisk rimelig seværdig. Alligevel er det én i sin grundtone sært gammeldags film, der virker, som om den har holdt lidt for godt fast i sit omhyggeligt udarbejdede manuskript. Det knirker lidt. Skuespillerne får aldrig pustet rigtig liv i deres karakterroller, og løsningerne og afsløringerne i filmen bliver vel overfladiske. Grundtonen i filmen er og bliver litterær på en måde, som for længst er gået af mode. Skuespillerne får alt for lidt råderum til at forløse deres karakterer. Måske af respekt for den gamle mesters intentioner, måske ikke. Men rigtig vellykket er den ikke. "Springet" Danmark, 2005. Instr.: Henning Carlsen. En time, 35 min. Till. f. alle. Danmarkspremiere