EMNER

Hvad har angriberne forventet?

TERROR:Det var forfærdeligt ud over alle grænser, da USA's ledere besluttede at forgribe sig på Irak. Jeg for min part havde til det sidste håbet, at USA i det mindste havde afventet en accept fra FN. For med vardensorganisationen i ryggen ville der have været en rimelig grad af legitimitet for det skæbnesvangre angreb. Men USA's tålmodighed slog ikke til, for dets tørst efter olie var glubende. Indledningen af krigshandlingerne var som at "åbne Pandoras æske". For siden har ulykkerne raslet ned over begge parter. Havde de ansvarlige blandt USA's ledere bildt sig selv og militærenhederne ind, at irakerne ville byde dem velkommen i deres land, og at interventionen var ventet med glæde, så er de militære enheder efterhånden blevet klar over, at det var en misforståelse, der er til at få øje på. Med eller uden krigserklæring tillod USA sig at angribe et land, der ligger så langt fra Amerika, som tænkes kan. Med lige så stor ret, som USA indledte krigen, kan den angrebne part tillade sig at gøre gengæld i Amerika og hvor koalitionsstyrkerne kommer fra. Sådanne modangreb må betragtes som lige så legitime som det indledende angreb. Det må betragtes som lovlig forsvars- eller gengældelsaktion. Sådan har det vel altid været mellem parter, der bekriger hinanden. Ingen magter tilsyneladende at lukke låget på "Pandoras æske". USA's indledende mål var – ud over at finde de indbildte og ikke eksisterende masseødelæggelsesvåben – at pacificere alle topledere i Irak. Der forelå en liste på mere end halvtreds sådanne ledere fra Saddam Hussein himself og nedad i det irakiske magthieraki. Efterhånden er både eneherskeren og de fleste af hans håndgangne mænd og kvinder blevet pågrebet. På tilsvarende måde kunne man ikke fortænke den angrebne part at svare igen på samme sprog. De angrebne patriotiske irakere har efter evne forsøgt at pacificere de intervenerende styrker. Hvad havde angriberne ellers forventet? Irakerne har vist, at de ikke stiltiende vil finde sig i, at en uvelkommen militærmagt efter forgodtbefindende huserer i deres land. Fra det øjeblik verdens eneste supermagt og dens medløbere – hvoriblandt Danmark desværre befinder sig – vovede at "åbne Pandoras æske", altså tillod sig at indlede fjendtlige handlinger over for det fjerntliggende Irak, må ethvert medlem af koalitionsmagterne forvente, at der med lige så stor rimelighed kan finde angreb sted den anden vej, altså hjemme i de pågældende lande og mod deres ledere. Har de ansvarlige politiske ledere fra koalitionsstyrkernes hjemlande sagt A (= Angreb), har de samtidig sagt B (= Bestilt modangreb), nemlig ved at opfordre den anden part til modangreb. For øjeblikket hagler det med onde ord og bebrejdelser ned over hovedet på den tidligere Guantánamo-fange, Slimane Hadj Abderahmane, som har sagt ja til, at eksempelvis danske toppolitikere vil være potentielle mål for terrorangreb. Udover at den tidligere fange har nogle usympatiske synspunkter dikteret af hans muslimske tro, er der egentlig intet besynderligt eller ulogisk i hans udtalelser. Fordi nogen vovede at åbne "Pandoras æske", er han blot repræsentant for én blandt mange af de ulykker, der følgelig flyder ud af ondskabens kilde til alles ulykke og fordærv.