Aalborg

Hvad har jeg dog meldt mig til ?!

Ingen vej tilbage! Jeg har nu tilmeldingen til Copenhagen Maraton 2012 på print, og jeg ved ærligt talt ikke helt, hvordan jeg skal forholde mig til det. Har både sommerfugle, spænding og en anelse frygt i maven, men nu skal det prøves. Så hvis alt spiller max, så står jeg ved startlinien kl. 9.30 i København om 164 dage. Hvorfor var det så lige, jeg valgte at tilmelde mig dette vanvidsscenarie, som jeg stadig synes, det er? Jo, efter jeg havde løbet halvmaraton til Fjordmaraton i september, som jeg følte gik rigtig godt, havde jeg den tanke, faktisk lige efter jeg kom over målstregen, "Gad vide om jeg kan løbe en hel maraton?". Denne tanke legede jeg så lidt, og efter en del overvejelser og spekulationer begyndte denne tanke at presse sig mere og mere på. Måske skulle jeg prøve at træne op til en maraton. Og lige pludselig en dag på arbejde havde jeg gjort det, det jeg ALDIRG, havde troet jeg skulle gøre, nemlig at tilmelde mig et løb, hvor jeg skal løbe 42, 195 km! Træningen er nu så småt sat ind, jeg har dog holdt min form ved lige, siden jeg løb halvmaraton i september, med løb ca. 3-4 gange om ugen, dog lidt ustruktureret. Men efter besøget på Bevægelseslaboratoriet på University College Nordjylland bliver min træning fra januar sat lidt mere i skema, så jeg for alvor kan begynde at forbedre min kondition. For jeg ved jo godt at december kan være "hård", både hvad angår mad og alkohol, og julefrokoster skal der jo til. Men min plan er at løbe så ofte som muligt - indimellem konfekt, and og gløgg, så jeg ikke skal starte helt fra bunden af 1. januar. Så med spænding, optimisme og gå-på-mod og klar til at sætte kryds ved tjekfeltet maraton, går jeg forventningsfyldt 2012 i møde. Så vinter, slud, sne, sjap og regn - here I come! Og denne positive tilgang til missionen er nødvendig, for som en klog kvinde sagde, så bliver det sværeste ikke at løbe de 42,195 km på selve dagen, men det bliver at komme fra sofaen ud til løbeskoene.