EMNER

Hvad har vi fået ud af aktion?

KIRGISISTAN:Er der kommet varig fred eller frihed ud af aktionen i Kirgisistan? Læsningen af NORDJYSKE's dækning af vores aktion i Kirgisistan har været rystende. Ikke over det, man læser, for ifølge NORDJYSKE og de danske Jens'er har aktionen været en succes. Man har fået smidt nogle bomber, som måske har slået nogle talebaner ihjel, man har prøvet at være i rigtig krig, man har fået alle mand hele hjem, man har fået god mad og man har været med til at hjælpe med at bygge en skole. Når man læser reportagerne skulle man næsten tro, at det drejede sig om en Morten Korch-agtig krigsreportage. Her går det godt, og vi er alle glade. Det gennemgående træk ved reportagerne er, at de ikke stiller spørgsmål ved, om aktionen har levet op til sit navn "Operation varig frihed" (DR kalder den "Operation varig fred"). Hvis NORDJYSKE's journalister eller de danske jenser havde gravet bare et spadestik i den kirgisistanske eller afghanske jord, ville de have fundet ud af, at aktionen hverken har ført til varig fred eller frihed for disse lande, tværtimod. For hvordan er situationen i de to lande nu? I Kirgisistan sidder præsident Akeyev solidt på magten og bliver mere og mere autoritær. Sidste år kom det til blodige sammenstød mellem regeringen og fredelige demonstranter. Der blev også afholdt præsidentvalg, som alle observatører bedømte som så uregelmæssigt, at det ikke kunne siges at være demokratisk. I Afghanistan er taleban-styret godt nok styrtet, men den nye præsident er kun borgmester i hovedstaden Kabul i dagtimerne. I resten af Afghanistan tør han simpelthen ikke komme, for der råder der bestemt ikke varig fred eller frihed. Hvad har Danmark fået ud af aktionen? Vi har fået flere fjender i Afghanistan, for nu kan resten af talebanerne med rette betragte Danmark som et fjendtligt indstillet land med de farer, det medfører. Vi har også fået flere fjender i Kirgisistan, for oppositionen til præsident Akeyev kan med rette beskylde Danmark for at støtte en autoritær præsident blot for at få basefaciliteter. Al vor snak om frihed og menneskerettigheder er bare noget vi bruger, når det passer ind i vor magtpolitik. Det kan da heller ikke overraske nogen, at der var grupper, der ville anrette et terrorangreb mod basen i Kirgisistan. Alt i alt har vi fået skabt mere uro og undertrykkelse i både Afghanistan og Kirgisistan, og Danmark har fået flere fjender. Jeg har stor respekt for, at der er nogle soldater, der sætter deres eget liv på spil for min og andres sikkerhed, men hvis jeg var soldat, ville jeg helst have, at den aktion jeg har været med i, har ført til noget positivt. Jeg har imidlertid svært ved at finde det positive i aktionen i Kirgisistan.